Gaza: Ingen føler sig sikre. Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men Røde Kors er der - også når det er værst.
Under halvdelen af ambulancerne har brændstof nok til at kunne rykke ud. Klinikker og hospitaler er ødelagt. De få, der findes, mangler medicin, udstyr, strøm og personale. Men det håb, der lever videre trods de barske realiteter er, at der er folk, der hjælper. Røde Kors er altid til stede.
Vi har opnået imponerende resultater på felthospitalet i Rafah. Hospitalet et historisk samarbejde mellem 13 Røde Kors-selskaber i et område, der havde mistet næsten al adgang til lægehjælp. Siden konfliktens start har vi afholdt 80.241 konsultationer, foretaget 3.404 operationer, assisteret ved 408 fødsler samt afholdt 6.143 fysioterapi-sessioner og 1.549 aktiviteter med fokus på psykosocial støtte.
Allermest imponerende er det lokale sundhedspersonale, der ofte har mistet deres hjem, deres familiemedlemmer eller begge dele. Men som ikke har mistet deres medmenneskelighed. De knokler videre for at bringe lindring og heling til dem, der har det værre end dem selv. De arbejder utrætteligt med ambulancekørsel, behandling af sårede, førstehjælp, psykosocial støtte og uddeling af nødhjælp.
Hjælpearbejdere med alt på spil
Konflikten i Gaza er voldsom og blodig. Alligevel har vi læger og sygeplejersker, der tager fra trygge Danmark for at hjælpe. De er udsendt i op til 6 uger ad gangen. Og de ved, at når de tager hjem til deres trygge hverdag i Danmark, så bliver de lokale folk tilbage midt i kaos, sorg og lidelse.
64-årige Susanne Norby Bojesen arbejder til daglig som klinisk sygeplejespecialist på afdelingen for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital. Hendes fokus er altid på at skabe de bedst mulige oplevelser for børnene, både herhjemme og når hun er udsendt:
Det er vigtigt at få børnene godt igennem deres behandling. Vi prøver at gøre det hele lidt sjovere og danne en relation til børnene, og det kan vi gøre med leg. Derfor har jeg altid sæbebobler, tryllestave og farveblyanter med i kufferten.
Læs Susannes gribende dagbogsuddrag herunder. Og vid, at vi kan sende hjælp i form af mennesker, udstyr, medicin og mad til området. Du er en vigtig del af, at der trods alt er hjælp og håb selv i verdens værste konflikter.
Der er regler for krig
Næsten alle verdens lande har skrevet under på, at der skal gælde regler for krig. Krigens regler siger, at civile skal beskyttes.
Krigens regler forbyder at målrette angreb mod ambulancer og hospitaler, kritisk infrastruktur som el- og vandforsyninger eller andre civile mål. De forbyder at blokere for nødhjælp, ligesom det er i strid med folkeretten at tage gidsler. Derfor kæmper Røde Kors også på politisk og strategisk niveau for at skabe respekt for de regler, der skal skåne de sårbare, udsatte og uskyldige.
Tak for din hjælp
Det er blandt andet takket være din faste støtte, at vi kan sikre så storstilet et stykke hjælpearbejde midt i en meget kompleks konflikt.
Så tusind tak til dig på vegne af alle de mennesker, vi nu kan hjælpe!
Dag 1-2 – Amman og Gaza:
Dårlig nat. Vågen hver time og vågnede med følelsen af dårlig mave – det må være nervøsitet.
Jeg har fået indrettet mit lille område på 1. sal på gulvet bag sandsække i ly for vildskud – jeg føler mig meget tryg i min lille hule.
Det er lidt svært at sove: Det er varmt og vi sover 6 mennesker i samme rum som også er et gennemgangsrum – det bliver jeg nok vant til.
Småting: Kvalme af sult og ingen rigtig mad og drikke (hovedpine) – og intet toiletpapir!
Dag 4:
Fredag – helligdag. Jeg døjer med at finde ud af alle procedurer for at få materialer. Der er stort set ingen sprøjter – der mangler sæbe – der mangler medicin osv osv – der kan intet komme ind.
Grim udrykning: En hel familie ved middagsbordet ramt af et missil med resultat af mange døde (forbrændte) og enkelte sårede familiemedlemmer. En kollega og jeg forsøgte at få de enkelte børn og voksne til at falde til ro og ikke kigge på hvad der skete, bl.a. med dybe vejrtrækninger og vha. ”fingerøjne”. En lille pige var SÅ frygteligt bange– men jeg tror vi fik hende til at falde til ro.
