Kunsten at møde et flygtningebarn

Med overskriften ”Asylpædagogik i Røde Kors” sætter et nyt forskningsprojekt for første gang ord på års erfaring med pædagogik for børn i asylsystemet. Den erfaring kan alle, der arbejder med flygtningebørn, få stor glæde af.
 
 

3. maj 2017. Af Henrik Bang Pedersen, leder af Pædagogisk enhed i Røde Kors. Professor Jan Kampmann, RUC, Lektor Signe Hvid Thingstrup, UCC og forskningsassistent Fina L. Vilholm, RUC

”En lille dreng trækker sig fra de andres leg og løber forvirret og uroligt rundt. En pædagog får kontakt til ham, og de går hen til et bord og tegner. Stille og roligt kommer der ord på, hvad der tynger, mens han tegner en by i krig og et skib, der er ved at synke. Han tegner også en mor og en far, der beskytter ham. Et øjeblik efter har han det godt igen og skynder sig hen til de andre for at lege med tog og klodser."

Dette er blot én af mange situationer, som Røde Kors' pædagoger og lærere kan opleve i det daglige arbejde med flygtningebørn. Men hvilken pædagogik fungerer bedst blandt nyankomne, vidt forskellige flygtningebørn? Det er noget af det, pædagoger og lærere på Røde Kors asylcentre har mange års erfaring med.

Takket været et forskningsprojekt gives denne viden nu videre til andre. Roskilde Universitet, Professionshøjskolen UCC og Røde Kors fremlægger ved en fælles konference den 3. maj en rapport om asylpædagogik. Formålet er at styrke det pædagogiske arbejde og bidrage til, at flygtningebørn og deres forældre kommer godt fra start i et nyt land.

 

Unikke erfaringer fra en uforudsigelig hverdag

 

At det kræver noget ganske særligt at arbejde med flygtningebørn kan pædagoger og lærere i Røde Kors´ børnehaver skrive under på. Og det vækker da også opmærksomhed, når fagfæller på andre institutioner hører om de ting, der præger deres daglige arbejde, som for eksempel, at:

  • Børnene og deres forældre er påvirkede af flugtoplevelser og den usikre situation, de befinder sig i.
  • Der tales nærmest lige så mange sprog, som der er børn, og kun få taler dansk.
  • Antallet af børn skifter fra dag til dag.
  • Børnene og deres forældre skal måske ikke blive i Danmark.

Sådan har vilkårene været for pædagoger og lærere på Røde Kors´ asylcentre, siden Røde Kors påtog sig asylopgaven i 1984. Det er netop disse særlige vilkår for pædagogers og læreres arbejde hos Røde Kors, der danner grundlaget for den pædagogik, der nu er så lang erfaring med, at det er oplagt at få dem nærmere beskrevet og delt med andre, der beskæftiger sig med flygtningebørn.

Asylpædagogiske principper

 

Men hvad ligger der så i begrebet asylpædagogik? På grundlag af forskningsprojektets samarbejde mellem forskere og det pædagogiske personale i Røde Kors kan det beskrives sådan hér:

 

  • Asylpædagogik skaber på samme tid forudsigelighed og fokus på nuet.
  • Asylpædagogik tager udgangspunkt i barnets ressourcer og erfaringer.
  • Asylpædagogik arbejder ud fra en mangfoldighed af metodiske tilgange, hvor barnets nysgerrighed og aktive medvirken sættes i centrum
  • Asylpædagogik inddrager og bearbejder de forskellige kulturelle erfaringer og forståelser børnene bringer med ind i fællesskabet
  • Asylpædagogik understøtter barnets demokratiske handlekompetence og kritiske stillingtagen
  • Asylpædagogik er præget af et bredt sprogbegreb, med respekt for og styrkelse af børnenes mangfoldige måder at kommunikere
  • Asylpædagogik inddrager systematisk barnets forældre/ledsagerrelationer i en ligeværdig udveksling med udgangspunkt i de voksnes ressourcer.

 
Den korte forklaring på, at der er brug for denne pædagogik er helt grundlæggende, at børn på flugt er børn i krise. Det betyder, at de har svært ved at tilegne sig ny viden og nye færdigheder. Desuden kan mødet med den nye kultur også betyde, at de mister noget af det, de før mestrede. Børnene skal derfor mødes med en pædagogik, der på den ene side skaber ro og tryghed, men på den anden side også inddrager børnenes ressourcer og inviterer til aktiv medvirken, sådan at de igen bliver nysgerrige og klar til at lære noget.

 

Nuet og forudsigelighed

 

Umiddelbart skulle man tro, at det at gribe nuet, samtidig med at man arbejder bevidst med struktur og forudsigelighed, er to selvmodsigende størrelser. Sådan er det bare ikke for pædagoger og lærere, der arbejder med flygtningebørn. Tværtimod, for ro og tryghed er forudsætningen for, at børnene kan udfolde sig på deres egne præmisser, også selv om de kan være præget af voldsomme begivenheder. I Røde Kors har pædagoger og lærere i en årrække brugt en pædagogisk metode STROF.

  • S står for struktur 
  • T står for tale og tid
  • R står for rutiner og ro
  • O står for organiseret leg
  • F står for forældresamarbejde


Det har været vigtigt at arbejde med denne tilgang med henblik på at møde børnenes behov for ro og tryghed og for at have en oase, hvor de kan få lov at være børn. Det går igen i det, som medarbejderne fortæller i mange interviews, her fra en af skolerne, hvor en lærer fortæller:

”For vores elever er skolen et frirum fra en svær situation. Som underviser er det vores fornemste opgave at fylde dette rum med mening, glæde, imødekommenhed og humor. Skolen repræsenterer normalitet og et håb om en bedre fremtid.”

Det pædagogiske tilbud er med andre ord, udover selve den faglige undervisning i skolerne, også et frirum, et sted, hvor omsorg, social og faglig udvikling, er med til at skabe tryghed og normalitet. Samtidig skal børnenes egne erfaringer ind, derfor er det også vigtigt at kunne gribe et ”nu”, som i dette eksempel fra en Røde Kors børnehave:

”En af pigerne havde fået en lillesøster, og hun skulle have et navn. Neeej, siger jeg, hvordan gør man det i dit land? Og så legede vi barnedåb på dansk, og vi legede det på afghansk og på kurdisk. Senere legede vi også bryllup, og børnene lærte fantastisk meget om hinandens traditioner og kulturer.”

På den måde bliver kombinationen af de trygge ritualer og de forskellige nuer på børnenes præmisser central i asylpædagogik.

 

Genstart af børnenes naturlige lyst til at lære

 

Asylpædagogikken har overordnet til formål at bidrage til, at børnene igen får lyst og evne til at lære nyt, hvilket er helt afgørende for, hvordan de siden hen kan klare sig. Det er med andre ord en pædagogik, der skal kunne styrke og forberede børnene på fremtiden, uanset om de bliver i Danmark eller ej. Derfor understøtter asylpædagogikken også børnenes selvværd og ressourcer. Pædagogerne involverer børnene og tager udgangspunkt i det de oplever og undrer sig over. Her er et eksempel på netop det:

”En dreng ankom til Danmark i oktober. Da der var gået et halvt år, og vinteren var næsten forbi, var det blevet marts. I slutningen af måneden spurgte han sin pædagog: Er jeres træer døde? Han havde aldrig før set træer uden blade."

Det blev anledningen til, at børnene dagligt gik tur i den kommende tid og nysgerrigt fulgte træerne cyklus.


Ind og ud af sorgen

 

”En pige, der havde mistet sin mor under flugten, var ked af det og indadvendt. Gennembruddet for pigen kom en dag i børnehaven: Pigen sad og tegnede, og en pædagog sad ved siden af og var til rådighed. Pigen tegnede det, hun havde oplevet på sejlturen og udtrykte sin store sorg over at have mistet sin mor, mens pædagogen lyttede og spurgte ind.

Det var en meget intens oplevelse for både pigen og pædagogen, men det var også starten på det store stykke arbejde, pigen skal udføre – sandsynligvis resten af sit liv: At bearbejde sorgen over tabet af sin mor og, måske, skyldfølelsen over at hun selv overlevede. Efterfølgende rystede pigen følelsen af sig og kunne efter kort tid igen indgå i legen. Børn går ind og ud af sorgen.”

I asylpædagogikken møder den voksne barnet, hvor det er, giver det plads til at falde til ro og bearbejde ofte barske oplevelser efter flugten. Barnet får plads til at være barn igen samtidig med, at det får hjælp til at genvinde den altid iboende nysgerrighed og lyst til at lære nyt. Den voksne tager barnet i hånden og går på opdagelse i den spændende, nye verden, som også er værd at undersøge, involvere sig i og kæmpe med.

Det er asylpædagogik.