Bo får besøg: Jeg er blevet mere social

Bo sidder i kørestol, fordi han er spastisk lammet. Det er ikke altid nemt at komme ud og rundt. Men efter han har fået en besøgsven, er han blevet mere social og udadvendt.

Thumbnail
Anders (tv.) og Bo (th.). Foto: Marie Louise Munkegaard

Bo er 52 år og sidder i kørestol, fordi han er spastisk lammet fra fødslen. Han er kontoruddannet og har arbejdet i 12 år, men for 15 år siden måtte han stoppe pga. sit handicap. Hverdagen uden faste kollegaer er ensom.

”Der kom ikke nogen og ringede på min dør. Det gør der nu,” fortæller Bo.

Bo og Anders har været besøgsvenner i 2 år. At få besøg af Anders er noget helt andet end at få besøg af det offentlige, der er dem, der ellers kommer og ringer på Bos dør. Bo fortæller:

”Anders ser mig som Bo og ikke som den behandlingskrævende. Andre kommer jo bare for at give mig en hjælp, sådan er systemet.”

Bo og Anders taler om bøger. Bo holder af at læse – især erindringer og biografier. Han køber altid bøgerne, fordi han kan lide at overstrege gode citater og vendinger med en tus. Han samler på gode vendinger. Anders læser kommunikation og kan sagtens tale med om gode sproglige formuleringer, der kan bruges til fx Bos ansøgninger til kommunen om hjælpemidler. Anders har lært Bo at gå på nettet, hvor Bo nu kan finde alle mulige brugbare oplysninger, og Anders hjælper ham med at oversætte (uforståelige) breve fra kommunen.

De har været sammen på Rehab-messe i Bellacentret, set Lord of the dance, været til Stig Rossens julekoncert og de har netop købt billetter til Dirty Dancing i Tivoli. Med andre ord, de har rigtig meget sammen. Og Bo er da heller ikke i tvivl om venskabet til Anders:

”Jeg tror, vi vil blive ved med at være venner, også når Anders ikke har tid til at være besøgsven længere.”

Fakta om ensomhed

  • En kvart million danskere føler sig ensomme*
  • Kortvarig ensomhed er helt normal og uskadelig
  • Langvarig ensomhed er lige så farlig som rygning og kan mindske eller helt ødelægge vores sociale kompetencer
  • Ensomhed er en subjektiv følelse

*263.000 danskere føler sig ofte alene på tidspunkter, hvor de hellere ville være sammen med andre (kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2013).

BLIV BESØGSVEN