Omsorgscenter Midtly
Midtly er et omsorgscenter for syge hjemløse og funktionelt hjemløse der udskrives fra hospitalerne i Region Midtjylland. Midtly ligger i Herning og tilbyder 14 dages gratis ophold, hvor borgerne kan restituere i trygge og rolige omgivelser efter indlæggelse i psykiatrien eller somatikken. Borgere henvises af medarbejdere på hospitalerne og Midtly anviser pladserne. Midtly har syv hjemlige eneværelser, og under opholdet får borgerne mulighed for at få sygeplejefaglig assistance, socialrådgivning, omsorg og støtte fra ansatte og frivillige.
Spørgsmål og svar om Omsorgscenter Midtly
- Hvad tilbyder Omsorgscenter Midtly?
-
Omsorgscenteret tilbyder:
- Eget værelse
- Bad- og toiletfaciliteter
- Hyggelig spisestue og tv-stue
- Mulighed for at få vasket tøj
- Gratis mad
- Samvær med frivillige og andre borgere
- Ro og hvile efter indlæggelse/sygdomsforløb
- At formidle kontakt mellem borgeren og myndigheder
- Social og sundhedsfaglig vejledning og støtte
- Hvad er formålet med omsorgscenteret?
-
Formålet med indsatsen er at give hjemløse i Region Midtjylland mulighed for at restituere i rolige og trygge omgivelser, og ved at tilbyde lettere sygepleje, støtte og omsorg efter akut somatisk eller psykisk sygdom at fremme deres fysiske og mentale sundhed samt forbedre deres sociale situation.
- Er det Røde Kors’ første omsorgscenter?
-
Omsorgscenter Midtly er Røde Kors’ femte omsorgscenter. Røde Kors har i forvejen Eirsgaard, som siden 2014 har taget imod hjemløse borgere i København, og Pitstop som åbnede i 2018 i Aarhus, Svalegangen som åbnede i 2020 samt Nordly, der åbnede i 2024.
Læs mere om Omsorgscenter Eirsgaard
Læs mere om Omsorgscenter Pitstop
Læs mere om Omsorgscenter Svalegangen
Læs mere om Omsorgscenter Nordly
- Hvor ligger omsorgscenteret?
-
Omsorgscenteret ligger på Olufsgade 15, 7400 Herning, hvor vi har syv værelser fordelt på tre etager. Vi har hele bygningen, og på bagsiden har vi vores egen skønne aflukkede baggård med terrasser, hvor der må ryges.
- Hvem kan få ophold?
-
Midtly er et gratis tilbud til hjemløse eller funktionelt hjemløse mennesker over 18 år fra alle kommuner i Region Midtjylland efter indlæggelse i somatikken eller i psykiatrien.
Borgerne skal kunne begå sig blandt de andre borgere og frivillige, og være selvhjulpne med personlig pleje. De skal selv være i stand til at finde mad i køkkenet, når ikke der er personale eller frivillige til stede.
Borgerne skal være medicinsk stabile og må ikke være selvskadende eller suicidale. Vi accepterer et moderat forbrug af rusmidler. Dette skal foregå på eget værelse. Det er tilladt at medbringe hund eller mindre kæledyr.
- Hvor mange hjemløse kan opholde sig på omsorgscenteret af gangen?
-
Der er syv pladser på omsorgscenteret, og nye borgere kan tages ind, hvis der er plads, og hvis det passer ind i gruppesammensætningen på det givne tidspunkt.
- Hvem kan henvise til omsorgscenteret? Hvem visiterer til et ophold?
-
For at få et ophold skal en medarbejder fra hospitalerne i Region Midtjylland kontakte omsorgscenteret på tlf: 3529 9460 eller på mail: midtly@rodekors.dk.
Alle henvisninger sker direkte til den daglige leder eller en anden af Midtlys medarbejdere, som visiterer til ophold på omsorgscenteret.
Visitationen sker ud fra en vurdering af borgerens situation, centerets kapacitet og gruppesammensætningen. - Hvem betaler for borgerens ophold på omsorgscenteret?
-
Røde Kors har etableret Midtly med en bevillig fra Social- og Boligstyrelsen og blandt andet indrettet centeret med en donation fra Ferm Living.
Bliv frivillig
Omsorgscenteret har to sygeplejersker og en socialrådgiver tilknyttet, men vi er afhængige af vores frivillige. Som frivillig støtter du vores udsatte borgere med omsorg, hyggelige snakke, nærvær og fællesskab. Sammen med de andre frivillige skaber du en tryg og rar stemning på centeret. Som frivillig kan du være på centeret alene eller sammen med en anden frivillig i omkring tre timer ad gangen, og hvor ofte er helt op til dig. Her vil du f.eks. se tv eller spille spil med borgerne, lave mad eller måske bare være til stede for dem. Du bliver en del af et hyggeligt frivillignetværk med kurser og god sparring fra medarbejderne.
Der er mest behov for din hjælp om eftermiddagen, aftenen og i weekenderne.
Hvis du er interesseret i at høre mere om frivilligt arbejde på Midtly, så skriv til: midtly@rodekors.dk
Ring til medarbejderne på Midtly på telefon 3529 9460.
Download foldere
Vil du høre mere?
Vil du høre mere om Røde Kors’ Omsorgscenter; om hvordan du som hospitalsmedarbejder henviser eller hvordan du som borger kan blive frivillig på Midtly, så skriv til: midtly@rodekors.dk eller ring til daglig leder Pernille på telefon 3135 4678 eller på vagttelefon 3529 9460.