Susan Hoffmann
Presse- og kommunikationsmedarbejder

Vi genkendte hinandens stemmer - og vi græd

Rani fra Sri Lanka har ikke set sin mand siden 2012, hvor han måtte flygte i al hast. Senere var hun også selv nødt til at flygte, og i fem år anede hun ikke, om han stadig var i live. Men nu er der endelig livstegn. Ranis mand har set et billede af hende på Røde Kors' hjemmeside, Trace the Face.

Thumbnail

Sommeren 2017 er en sommer, som Rani og hendes lille familie nok aldrig vil glemme. Denne sommer har Rani og hendes datter - Sinthu - på nu ni år endelig langt om længe fået kontakt til Ranis mand og Sinthus far efter fem lange år, hvor de ikke anede, om han stadig var i live.

- Som så mange andre unge mænd i den nordlige del af Sri Lanka var min mand medlem af separatistbevægelsen, De Tamilske Tigre, fortæller Rani, som jeg møder på et sprogcenter på Fyn, hvor hun og datteren bor efter at have fået opholdstilladelse i Danmark i 2014.

- Sidste gang jeg så ham var i 2012. Sri Lankas hær havde dræbt i tusindvis af mennesker omkring os. På et tidspunkt var min mand også i livsfare og var nødt til at flygte, forklarer hun.

Soldaterne fangede mig

For Rani og hendes datter, der dengang var fire år, fulgte et par hårde år efter mandens flugt. Hun havde ikke længere familie at støtte sig til, fordi de også var blevet dræbt. Og soldaterne opsøgte hende flere gange.

- De fandt mig og fangede mig. De var sikre på, at jeg vidste, hvor min mand var. De slog mig også, og jeg har været meget, meget bange, siger Rani.

Hun frygter stadig at blive genkendt. Derfor medvirker hun ikke her i artiklen med eget navn. Hun er også nervøs for at fortælle om den chikane, hun blev udsat for, og om selve flugten.

- Soldaterne opsøgte mig flere gange, og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg solgte alle mine smykker og fik hjælp til at flygte til Danmark.

Jeg sendte mit billede til Røde Kors

Rani ankom sammen med sin datter til Center Sandholm i vinteren 2014, og mens myndighederne behandlede hendes ansøgning om asyl, boede mor og datter på et asylcenter på Langeland.

- Jeg ville meget gerne lede efter min mand, og heldigvis fortalte personalet mig om Røde Kors' Eftersøgningstjeneste. Jeg fik hjælp til at sende et brev og et billede til Røde Kors. På det tidspunkt anede jeg ikke, om det rent faktisk kunne lade sig gøre. Men pludselig var der én fra Røde Kors, som ringede og sagde, at en person havde genkendt mig, og at vedkommende befandt sig i Indien, fortæller Rani, der stadig bliver bevæget, når hun skal fortælle, hvad der så skete.

Nu taler vi sammen hver eneste dag

I begyndelsen kunne Rani ikke rigtig tro på, at det virkelig kunne være hendes mand, der havde set billedet på Røde Kors' Trace the Face-hjemmeside.

- Men da jeg hørte hans stemme var jeg slet, slet ikke i tvivl mere. Det var et helt ubeskriveligt øjeblik. Han spurgte straks, hvordan det gik med vores datter, og vi græd og kunne ikke holde op med at græde. Samtidig var der så meget, vi skulle fortælle hinanden og alt det, der var sket i de fem år. Det var meget, meget overvældende, siger Rani.

Siden er det blevet til mange, mange samtaler. Ranis mand, Selva, opholder sig i Indien, hvor han bor hos en ven, og han er meget optaget af at lære sin nu ni-årige datter at kende igen.

- Først kunne hun næsten ikke huske sin far, men nu taler de meget sammen. Vi har sendt masser af billeder, og nu taler hun tit om sin far. Vi har søgt om familiesammenføring, og nu kan vi næsten ikke vente med at være familie igen.