732 ukrainske børn har fået repræsentanter

af Susan Hoffman

Flere hundrede børn fra Ukraine er flygtet med andre voksne end deres forældre, og det har været en stor og vigtig opgave for Røde Kors at besøge alle og at sikre deres trivsel.

 

To kvinder foran et billede af et atlas

Nogle børn er indrejst sammen med bedsteforældre, en moster eller måske en nabo, andre er rejst alene for at støde til en familie, der i forvejen var i Danmark.

Fælles for dem alle er, at de skal have en repræsentant, der fungerer som en værge for dem, indtil de får opholdstilladelse. Repræsentanten bliver udpeget af Familieretshuset og besøger dem og den familie eller indkvarteringsvært, de bor hos. 
De taler med børnene om, hvordan de har det, om de er begyndt i skolen, om deres eventuelle kontakt med forældre i Ukraine og om, hvilken kommune de ønsker at være tilknyttet, når de får opholdstilladelse. 
Repræsentanterne har ofte også dialog med den kommune, børnene bor i om vilkår og eventuelle bekymringer for børnenes trivsel. De deltager også i samtaler om den fremtidige indkvartering, når børnene har fået opholdstilladelse. 
De seneste år har Røde Kors’ Repræsentant- og bisidderenhed været bemandet til at være bisiddere og repræsentanter for ca. 175 børn om året, så opgaven med at stille med repræsentanter til nu 732 børn fra Ukraine har krævet en hurtig indsats med rekruttering og oplæring af nye kolleger. 

Geografien er også en udfordring, da børnene bor hos familier og værter over hele Danmark i små og store byer fra Skagen til Lolland. 
På billedet ses to af vores dygtige repræsentanter, fra venstre Lærke Hangaard Balslev og Nanette Bak Andersen foran et meget sigende kort – med knappenåle ved de mange besøgte adresser. 
Den store opgave fortsætter, indtil alle børn er kommet på plads i deres fremtidige kommuner.