Kæmpe omstilling i center sjælsmark

af Susan Hoffman

På blot et par uger lykkedes det for personalet på Center Sjælsmark at omdanne centeret fra et udrejsecenter for afviste asylansøgere til at være et ekstra modtagecenter for nyankomne flygtningefamilier fra Ukraine.

 

Sjælsmark

Selv for garvede Røde Kors medarbejdere har det været noget af en faglig kolbøtte. Det ene øjeblik var al faglig fokus på at fastholde en god hverdag for godt 100 afviste asylansøgere med al den omsorg og støtte, denne gruppe har brug for. Det næste øjeblik skulle centeret være klar til at modtage trætte børnefamilier fra Ukraine – med alt det, som hører med til en god modtagelse med startpakker, tilbud om børnehave og så videre.

Sideløbende med dette har personalet stadig skullet varetage omsorgsopgaven for de omkring 30 af de mest udsatte afviste asylansøgere, der er blevet på centeret. Her har det været ret fantastisk at se, at disse beboere har hjulpet til med at sørge for en god modtagelse af de nye flygtninge fra Ukraine.

I dag kan vi konstatere, at den udfordrende omstilling lykkedes. Cirka 1.500 flygtninge fra Ukraine har boet på Center Sjælsmark i den første tid i Danmark, inden de skulle flytte videre til andre centre.

Tilbud om børnehave og klub er genåbnet, skolebussen kører nu igen fra Sjælsmark til Kors skolen i Lynge, og tøjshoppen er åbnet, så alle har kunnet få nødvendigt tøj i alle størrelser, inden de rejste videre.