Jeg føler mig ikke længere uden for

Abdullas familie kom i kontakt med Røde Kors gennem julehjælpen. Nu får han støtte til at gå til fodbold, som fylder alt i hans liv. Her fortæller han hvorfor.

Hvad synes du om at gå til fodbold?

Jeg elsker at gå til fodbold. Det er rigtig sjovt at spille og drible med bolden. Og så er det også fedt, at man skal bruge sin fysik. Jeg spillede nogen gange i Aserbajdsjan, men det blev meget mere, da jeg blev meldt til træning her i Danmark. Her går jeg til fodbold to eller tre gange om ugen.

Thumbnail
Artikel: Stine Oksbjerg. Foto: Poul Madsen

Jeg glæder mig hver gang og tænker aldrig, at jeg ikke gider. Når jeg ikke er til træning eller kamp, så ser jeg fodbold i fjernsynet og nogen gange på stadion. Det er bare fodbold hele tiden. Mit yndlingshold er Real Madrid, og min yndlingsspiller er Cristiano Ronaldo, men jeg vil ikke være fuldstændig som ham. Jeg vil gerne være god på min helt egen måde.

Hvad er det sjoveste ved at gå til fodbold?

Det er at have det sjovt, og det har jeg altid, når jeg er til fodbold. Fordi jeg elsker det, og fordi jeg er sammen med mine holdkammerater. Og så kan jeg lide at træne, for hvis jeg ikke træner, kan jeg ikke blive bedre til at spille kamp. Jeg kan godt lide at løbetræne, så jeg kan blive hurtigere. Jeg er angriber, og der er det godt at være hurtig.

Hvad har været dine bedste oplevelser med fodbold?

Det er ret fedt at vinde medaljer og pokaler sammen med holdet til turneringer. Jeg bliver rigtig glad, når vi vinder. Det bedste var nok, da vi vandt Ikast Cup i sommer. Der fik vi en stor pokal. Og da sidste sæson sluttede, fik jeg en pokal som årets udviklingsspiller. Først troede jeg ikke på det, da træneren sagde mit navn. Jeg troede, det var løgn. Men så blev jeg mega glad, da jeg fandt ud af, at det var rigtigt, og hele holdet klappede.

Har du fået nye venner til fodbold?

Ja, jeg er gode venner med mine holdkammerater. Nogen af dem er også fra min skole, så der ses vi også. Jeg havde været i Danmark i et år, inden jeg begyndte til fodboldtræning, fordi jeg tænkte, at jeg lige skulle føle mig hjemme, inden jeg startede. De andre var søde og tog godt imod mig, og vi blev hurtigt venner og gode holdkammerater. Jeg spiller sammen med nogen, der hedder Mikkel, Magnus, Simon, Noah, Charlie, Jeppe, Emil og en masse andre. Jeg har mange venner på holdet, og der er altid nogen at lege med, så det er sjovt. Jeg ville nok føle mig ret meget uden for, hvis jeg ikke kunne gå til fodbold, fordi så mange af de andre spiller. Så det er godt, at jeg kan få lov til at gå til fodboldtræning.

Hvad synes du om at have en dansk netværksfamilie?

De er rigtig søde. Jeg leger sammen med børnene. Christian er 10 år, og Rita er syv år. Christian spiller ikke fodbold, men han spiller trommer, så han har prøvet at lære os lidt. Vi leger også med pistoler, der skyder med skumgummi. Og nogle gange er vi udenfor og leger fangeleg eller jorden er giftig. Det er meget sjovt. 

Læs mere om Røde Kors' julehjælp her