Fem råd om upcycling fra Soeren Le Schmidt

 

#1 - Red tøjet med strygemærker, perler og knapper

Lad dig ikke begrænse af et lille hul eller en manglende knap. Ofte kan man redesigne sig ud af det, og det er først her, det bliver interessant, fordi du tvinger din hjerne til at udtænke kreative løsninger. Sæt et strygemærke på, placer perler eller knapper, sy en ekstra lomme henover, broder rundtom ... Kun fantasien sætter grænser for, hvordan man kan redde tøjet. 

#2 - Tjek tøjet igennem

Når du tjekker tøjet, så kig rundt i halskraven og i kanten af ærmets manchet. Især blazerjakker og skjorter bliver oftest slidte her, så du kan hurtigt se, om dit nye fund har udstået sin tid i sin nuværende form, eller om det kan klare lidt mere. Kig også foret igennem. Tit kan foret være sprukket eller blevet mørt og derfor gået i stykker.

#3 - Lange kjoler = meget stof

Lange kjoler = meget stof. Gå derfor efter en lang kjole, men tænk den ikke nødvendigvis som værende lang til evig tid. Der er ofte meget stof at hente her, så klip den af til en kort kjole, og brug resten til en krave, en kappe, nye ærmer eller noget helt fjerde. Det er her, designeren kommer frem i dig, da du let kan finde frem til dit helt eget design ud fra den eksisterende kjoles muligheder.

#4 - Brug herreskjorter

Brug herreskjorter til at sy løse kraver. De kan bruges som separate styling-elementer til forskellige looks fra trøjer til kjoler, eller syet fast på en anden skjorte eller på en jakke, frakke, T-shirt, trøje eller kjole, og er en forholdsvis let måde at nyfortolke og ændre et aflagt stykke tøj. Du kan også bruge andet end skjorter til kraver. Mange genbrugsbutikker har f.eks. sengetøj og gardiner, og her kan du ofte finde kniplinger og blonder eller stof i sjove mønstre og farver.

#5 - Ærmer kan bruges andre steder

Tænk dig om, når du redesigner. Behøver du at kassere ærmerne på en blazer, når du laver den om til en vest eller giver den andre ærmer? Måske kan de aflagte ærmer bruges til noget andet? Brug din fantasi. Måske har du en vest eller cardigan liggende bagerst i skabet, der kunne bruge nye ærmer?

Fotos: Katrine Gøth

syr perler
strygemaerke
syr perler på snor