#etårmedgenbrug - Emma Jensen

Følg med i Emmas udfordring #etårmedgenbrug her på siden og på vores instagram 

@rodekorsgenbrug

Emma Jensen

Emma Jensen

@theemmafs

  • 21 år
  • Fra Odense

"Noget af det der er sjovest ved at gå i genbrug er, at man aldrig ved, hvad der venter en, når man træder indenfor"

Hvilken rammer har du sat for udfordringen?

Jeg forsøgte at lave en kort liste over 5 ting der var ok at købe fra ny, listen blev dog kun 4 punkter lang så min 5 undtagelse ligger lidt åbent og ender muligvis med at blive et strygejern,

1. Undertøj
2. Strømper
3. Gaver
4. Bøjler
5. Eventuelt et strygejern

Hvad vil du gerne opnå?   

Jeg håber på at kunne inspirere nogle af de mennesker jeg kender til at shoppe meget mere genbrug, jeg synes nemlig det er noget af det fedeste i verden. Og så har jag givet mig selv ambitioner for at prøve nogle nye ting, udfordre mig selv og forsøge mig med 'genbrugs-manifestation' hvor jeg simpelthen vil fortælle mig selv, på forhånd hvad jeg finder, så overbevisende at jeg ikke kan andet end at finde lige det jeg havde håbet på den dag eller på en af de nærmere genbrugsture.

Hvad tror du bliver din største udfordring med et år med genbrug?

En af de ting jeg forestiller mig bliver svært, er fristen til at shoppe nyt - alle de spændende mails man får om nye og helt vilde tilbud, eller shopping ture med veninder når det hele er lidt mere åbent og helt sikkert også tanke om "Nå, ja det kan jeg bare bestille online" hvis jeg lige har en ide eller en tanke til noget jeg står og mangler, for i virkeligheden står jeg jo ikke desperat og mangler noget.

Efter at have været i gang med udfordringen et par måneder, har jeg dog fundet ud af, at jeg godt kan modstå fristelsen, og at jeg faktisk bliver inspireret af at kigge på nyt tøj. Jeg fulgte med mine veninder rundt i nogle butikker de gerne ville ind og kigge i, og hver gang jeg kom forbi noget tøj, jeg syntes var pænt, tog jeg mig selv i at tænke "Ej, hvorfor skulle jeg også bruge mine penge på at købe den, når jeg bare kan sy den selv?" .  Jeg har ikke på et eneste tidspunkt stået i de butikker mine veninder har shoppet i og tænkt, at jeg syntes det var ærgerligt, jeg ikke kunne eller ikke måtte købe noget derinde. Tværtimod, har det givet mig en masse ny inspiration til syprojekter, jeg vil bruge det sidste af sommeren på at komme i gang med!

Er der noget du savner ved ikke at købe nyt?

Både og! Det er smaddersvært og til tider en smule frustrerende at lede efter gode, ganske almindelige jeans i genbrug, jeg finder aldrig nogen der passer mig ordentligt, så det er egentlig det eneste jeg rigtig savner at købe nyt, for ellers synes jeg at jeg har kunne finde stort set alt andet jeg har tænkt jeg ville finde, nogle gange kræver det bare at man er lidt ekstra tålmodig.