Henry & Tobias er nominerede som Årets Førstehjælper 2023
 

”Havde jeg ligget længere, så havde jeg fået en hjerneskade eller også var jeg død”
Sådan siger Hardy om det hjertestop, hans 16-årige søn Tobias og gode ven Henry reddede ham fra. 
”Han forsvandt ligesom bare. Men så blev han blå i hovedet. Nu skal der ske noget, tænkte jeg, og det skal gå stærkt," fortæller Hardy. 

Henry og Hardy havde sammen med deres to familier lejet et sommerhus i Ebeltoft for at skyde sommerferien i gang. En dag hørte Henry pludselig sin kone kalde på ham: ”Der er noget galt med Hardy!” råbte hun. 
Timingen var heldig, for kort tid efter kom Hardys 16-årige søn Tobias ud fra et bad.
”Jeg hjalp Henry med at få min far ned på gulvet. Jeg gav hjertemassage, og han pustede. Hjernen kørte ligesom bare på autopilot,” fortæller Tobias.

Henrys kone løb efter en hjertestarter og ringede til Alarmcentralen, som fortalte dem, hvad de skulle gøre. Hardy nåede at blive stødet én gang, før ambulancen ankom fem minutter senere.

”Da jeg vågnede, var jeg træt, men jeg havde ikke ondt i hjertet. Jeg havde ondt i brystet, men det var, fordi Tobias havde brækket mine ribben,” fortæller Hardy.

Omkring to uger senere var han hjemme fra hospitalet. Hardy har fået indopereret en hjertestarter og arbejder i dag som lagermedarbejder.

”Jeg er så stolt og glad for, at jeg har en søn og en kammerat, der gjorde noget, i stedet for at fryse,” siger Hardy.

Den flotte førstehjælpsindsats har gjort, at Henry og Tobias er indstillet til prisen Årets Førstehjælper 2023.

Årets Førstehjælper er en pris, vi uddeler i samarbejde med Aleris for at sætte fokus på den vigtige og livreddende førstehjælp ved at fortælle nogle af de flotte redningshistorier, der hvert år finder sted. 

Vinderen af årets pris offentliggøres 17. marts 2024.