“Ord kan ikke beskrive, hvor svært det var”
“Der var ingen strøm, ingen varme, ingen forbindelse, butikkerne var lukket, og intet fungerede. Og der var kraftige bombardementer.”
Margaryta – kaldet Rita til daglig – er 37 år. Hun er internt fordrevet i Ukraine og mor til to drenge på 16 og 13. For et år siden forlod de Kupjansk. I dag bor de i Lyubotyn i Kharkiv-regionen i et hus sammen med hendes mor og onkel. Fem mennesker under samme tag. Én brændeovn. Mange kompromiser.
Rita husker livet, før krigen. Det var enkelt. Hun arbejdede. Drengene gik i skole. Familien kendte deres hverdag og deres by.
“Jeg boede med min familie. Alt var godt, indtil krigen begyndte, og vi blev tvunget til at forlade vores by, hvor vi følte os hjemme.”
Kupjansk blev umulig
De holdt ud så længe, de kunne. Til sidst handlede det ikke om mod. Det handlede om realiteter: kulde, mørke, stilhed på telefonen, lukkede butikker og lyden af beskydning.
“Vi forlod Kupjansk sidste år, for næsten et år siden. Ord kan ikke beskrive, hvor svært det var, fordi der ikke var strøm, ingen varme, ingen forbindelse, butikkerne var lukket, og intet fungerede. Og der var kraftige bombardementer.”
De tog det vigtigste med. Og det, man ikke kan bære: minder, rutiner, følelsen af at høre til. Resten blev tilbage.
Sammen, fordi man må
Onklen var rejst i forvejen. Han bor i huset nu, men han kommer fra Zolochiv – også et sted, der igen og igen bliver ramt. Han har et handicap. Han boede alene. Familien traf et valg, der giver mening i en krig: de flyttede sammen for at kunne passe på hinanden.
Det lyder nøgternt, når man siger det hurtigt. I praksis betyder det trange rum, få private hjørner og en hverdag, hvor man hele tiden må finde nye måder at få det til at fungere på.
“Vi er fem, der bor i huset. Det er svært. Vores hus er koldt, men så længe vores brændeovn brænder, har vi varme, og der er lunt. Om morgenen er det allerede koldt. Mine børn har deres eget værelse, men min mor og jeg må sove i samme seng. Min onkel har en separat seng. Så vi tre er i ét rum.”
Om natten brænder ovnen. Om morgenen har kulden allerede vundet lidt tilbage.
Sidste vinter blev en prøvelse. Ovnen fungerede ikke ordentligt, så familien måtte varme op med en lille støbejernsovn, der næsten ikke tog toppen af kulden. Brænde var en bekymring i sig selv. De købte lidt ad gangen for de penge, de havde, og håbede, det rakte til månedens slutning. Denne vinter står de bedre. De søgte varmestøtte i form af brænde, og allerede i sommeren gjorde de klar og lagde til side, så de kunne komme igennem.
Strømmen kommer og går
Lyubotyn ligger ikke langt fra Kharkiv, og uroen kan mærkes. Især i elnettet. Afbrydelserne kommer uden varsel. Og hver gang stopper det praktiske liv.
“Strømmen bliver meget ofte afbrudt. Vi er uden elektricitet i en halv dag, og nogle gange mere. Og den bliver afbrudt på helt forskellige måder. Efter nattens angreb på Kharkiv er situationen værre, hvilket betyder, at vi vil være uden elektricitet i endnu længere tid.”
Hun beskriver det ikke dramatisk. Hun beskriver det, som det er: vand, madlavning, skole, alt står og falder med strøm.
“Alle de her strømafbrydelser er meget besværlige: skolen er online, alt afhænger af elektricitet, fra vand til madlavning, og når der ikke er elektricitet, stopper alt. Der er ingen tidsplan, vi kan tilpasse vores liv efter, så vi kan forstå, hvornår og hvad vi kan gøre.”
Så de lærer at vente. De lærer at improvisere. Og de lærer at holde humøret oppe på dage, hvor intet virker.
Et liv, der stadig skal leves
Midt i alt det, der begrænser, prøver Rita at gøre plads til noget, der bygger op. Hun har taget et frisørkursus. Det ændrer ikke situationen fra den ene dag til den anden, men det giver retning. Noget, hun selv kan styre.
Sådan hjælper Røde Kors
Rita har modtaget nødhjælpsartikler fra Ukraines Røde Kors (URCS). URCS’ frivillige og lokale afdelinger hjælper blandt andet internt fordrevne i Kharkiv-regionen med basale fornødenheder og støtte i en hverdag, hvor mange er flygtet fra områder nær fronten.
Behovet er massivt: Millioner i Ukraine er internt fordrevet, og mange bor i områder med ødelagt infrastruktur. Samtidig er vinteren – og kampen for varme og strøm – et af de store, tilbagevendende pres for familier i konfliktzoner.
