“Jeg vil ikke bare kunne komme omkring. Jeg vil gå ordentligt igen”
Oleksandr trådte på en ukendt genstand, mens han og hans mor forsøgte at finde et mere sikkert sted nær deres hjem i Kupjansk. Eksplosionen kostede ham den ene fod.
Oleksandr trådte på en ukendt genstand, mens han og hans mor forsøgte at finde et mere sikkert sted nær deres hjem i Kupjansk. Eksplosionen kostede ham den ene fod.
I dag træner han målrettet med sin nye protese. For Oleksandr vil ikke nøjes med at kunne bevæge sig. Han vil have sit liv tilbage.
De ventede til det sidste
I efteråret 2025 boede Oleksandr Konstantynopolskyi og hans mor stadig i Kupjansk tæt på frontlinjen. Området var sønderrevet af kampe, men de holdt fast i håbet om, at angrebene ville stilne af.
Til sidst blev deres lejlighed beskadiget. De kunne ikke blive længere.
“Da vores lejlighed blev beskadiget, besluttede min mor og jeg, at vi måtte flytte. Vi havde brug for at finde et mere sikkert sted, hvor der var andre mennesker. Vi troede, at vi ville kunne blive evakueret derfra.”
For at nå frem skulle de gå halvanden kilometer gennem et område med beskydning og droner. Efter cirka 500 meter søgte de ly i et hus med en kælder.
Eksplosionen
Oleksandr gik ned for at undersøge kælderen.
“Jeg gik gennem kælderen og ville se, hvad der var derinde. Et øjeblik senere hørte jeg en voldsom eksplosion. Jeg faldt til jorden. Jeg kiggede ned – min fod var næsten sprængt af.”
Han trak sig ud af huset på maven. Sammen med sin mor søgte han ly i kælderen under et udbrændt hus, da droner igen fløj over området.
De havde intet at forbinde hans ben med.
“Da dronerne fløj over os, gik vi ned i kælderen og tilbragte natten der. Vi havde ikke engang noget at forbinde mit ben med. Det var intet mindre end et mirakel, at jeg overlevede til næste morgen. Hele kælderen var dækket af mit blod.”
Næste morgen løb hans mor efter hjælp. Lokale beboere kom med det eneste transportmiddel, de kunne finde: en cykel. Senere blev Oleksandr evakueret til Kharkiv, hvor lægerne amputerede hans ben under knæet. Han ved stadig ikke, hvad han trådte på.
Et mål fra begyndelsen
På hospitalet hørte Oleksandr om et rehabiliteringsprogram drevet af Den Internationale Røde Kors Komité og Universitetshospitalet i Kharkiv.
Hans mål stod hurtigt klart:
“Jeg indså med det samme, at jeg ikke bare vil kunne komme omkring. Jeg vil gå ordentligt igen. Det er mit vigtigste mål.”
Da såret var helet, begyndte han at træne musklerne og forberede kroppen på en protese. Først med fysioterapeuter. Derefter også på egen hånd.
“Da jeg tog mine første skridt, var det, som om jeg pludselig fik flere kræfter.”
I dag kan han gå uden krykker. Han går på trapper, handler ind og går ture i parken.
"Min bedstemor græd"
For Oleksandr handler fremskridtene ikke kun om at kunne gå. De handler om at vise familien, at han er på vej tilbage.
“Min mor kom på besøg. Jeg ville have, at hun skulle se mig gå. Hun filmede det og viste det til min bedstemor. Min bedstemor græd, da hun så det.”
En protese løser ikke alt på én gang. Den skal løbende justeres, og kroppen kræver langvarig træning og opfølgning. Men Oleksandr fortsætter.
Skridt for skridt.
Sådan hjælper Røde Kors
Røde Kors støtter fysisk rehabilitering for mennesker, der er blevet såret under den væbnede konflikt. Hjælpen omfatter blandt andet fysioterapi, tilpasning af proteser og løbende støtte, så mennesker som Oleksandr igen kan bevæge sig mere frit og genvinde en del af deres selvstændighed.
Behovet er massivt: Millioner i Ukraine er internt fordrevet, og mange bor i områder med ødelagt infrastruktur. Samtidig er vinteren – og kampen for varme og strøm – et af de store, tilbagevendende pres for familier i konfliktzoner.
