Susan Hoffmann
Presse- og kommunikationsmedarbejder

Asylcentrene i Dianalund og Korsør skal lukke

Udlændingestyrelsen har besluttet at lukke tre asylcentre på Sjælland. I første omgang drejer det sig om Center Dianalund og Center Korsør, derudover skal centeret i Kalundborg lukke i begyndelsen af 2018. Lukningerne sker som følge af det fortsat meget lave indrejsetal.

Thumbnail

"Vi er selvfølgelig kede af at skulle lukke velfungerende asylcentre, især fordi det betyder, at mange asylansøgere skal flytte fra trygge og kendte rammer, og fordi vi skal opsige mange fagligt dygtige kolleger", siger asylchef i Røde Kors, Anne la Cour. 

Tak for godt samarbejde

Røde Kors har drevet Center Dianalund siden 2013 og Center Kalundborg og Center Korsør siden 2016.

"Vi har haft et godt samarbejde med kommunerne, for eksempel med Slagelse kommune, der valgte at tage imod børnene fra Korsør i kommunens skole og børnehave. Vi har også haft et fortrinligt samarbejde med lokale foreninger og frivillige, der har arrangeret mange hyggelige sammenkomster med beboerne og deres børn. Det vil vi gerne sige tusind tak for", siger Anne la Cour.

Lukningen af centrene betyder en nedskæring i antallet af pladser på i alt 950. Beboerne I Korsør og Dianalund flytter i løbet af november. Beboerne I Kalundborg flytter efter årsskiftet.

Sundhedsklinik, børne- og voksenskole og kvindeafdelingen

Centeret i Dianalund rummer nogle tværgående funktioner for regionen, der med lukningen skal flyttes. Det er besluttet, at der etableres sundhedsklinik og voksentilbud på Center Avnstrup, mens børneskolen placeres i Lynge, der dermed bliver primært undervisningssted for børnene fra Center Avnstrup og Udrejsecenter Sjælsmark. 

Den fremtidige placering af kvindeafdelingen, der flyttede til Dianalund sidste år, er endnu ikke afklaret – den lukker sammen med Dianalund, og der skal i samarbejde med Udlændingestyrelsen findes en ny model. Det forventes afklaret og gennemført inden årsskiftet.