Sports Group Denmark og Røde Kors giver sport og fællesskab til udsatte børn
Cirka hvert 10. barn i Danmark lever i en familie, hvor økonomien er presset og det rammer især børnene hårdt. De må undvære det, som andre børn i Danmark tager for givet. Der er ikke råd til oplevelser og sport, hvilket gør at de ofte føler sig anderledes og udenfor fællesskabet. Det fortjener ingen, for det at have fritidsinteresser er sundt og giver gode relationer og stærke fællesskaber.
Derfor går Sports Group Denmark og Røde Kors sammen om at hjælpe udsatte børn ved blandt andet at give dem gavekort til sports- og fritidsudstyr, og dermed chancen for at dyrke sportsglæden og muligheden for et aktivt fritidsliv med gode oplevelser sammen med deres kammerater.
Sportstøjskollektion støtter Røde Kors' arbejde
Sports Group Denmark lancerer desuden en Endurance junior kollektion to gange årligt, hvor en del af indtægterne går til Røde Kors' arbejde. Den første kollektion landede i bl.a. SPORT 24-butikkerne i foråret 2022.