Drengen i det blinde øje

Som barn blev Jimmy Gørtz jævnligt tævet bevidstløs af sin fordrukne far og lærte tidligt, at han ikke var noget i sig selv. Alligevel gjorde han som voksen karriere med chefjob - men gik ned med stress. I dag bruger han sin fritid på Røde Kors, familien og fodbold. Men fortiden banker stadig på. Læs her historien om drengen, der blev svigtet af alle. Og se ham torsdag d. 14. september kl. 20 i serien på TV2 ”De brændte børn”.Jimmy .udsnit

Slam.

Slaget fra den flade hånd sidder lige i ansigtet.

Hånden kommer en gang til. Hårdere.

Og en gang til.

…. Så bliver alt stille. Og mørkt.

Slagene stopper.

Den lille krop falder om på stuegulvet. Slap. Bevidstløs.

….

”Far, jeg vil gerne gå til fodbold.”

11-årige Jimmy kigger på sin far. Det er mere et brændende ønske end et spørgsmål: ”Må jeg?”

Drengen ser igen og igen målet fra fjernsynet for sig. Scoringen i forlænget spilletid i den engelske FA-Cup på Wembley. Arsenal bringer sig foran til sejrs-cifrene 2-1 mod rivalerne fra Liverpool.  Målet sat ind fra kanten af straffesparksfeltet; resolut og direkte af en væver Charlie George. Langhåret, smidig… Charlie George. Fodboldhelten.

”Nej, du skal fandeme ikke gå til fodbold. Det er for bøsser," lyder svaret prompte.

”Rigtige drenge går til brydning. Eller boksning.”

Året er 1971.

Jimmy Gørtz er i dag 57 år. Opvæksten med en alkoholiseret og voldelige far i hjemmet i Rødovre, en mor der forlod lillebror Tommy og Jimmy, da han kun var otte år, og en skole, familielæge og et kommunalt system, der vendte det blinde øje til – det lever fortsat i Jimmy her mange år efter.

I dag er Jimmy sikkerhedsleder i Banedanmark. Fritiden bliver brugt som formand for Røde Kors i Herlev, hustruen Heidi, datteren Vicky og fodboldklubben Arsenal.

”Arbejdet som frivillig i Røde Kors betyder, at jeg kan gøre noget for andre. I hele min barndom skulle jeg altid gøre noget for andre. Min far, min lillebror… hele tiden fik jeg at vide, at jeg ikke var noget i mig selv. I dag er fodbolden mit frirum og Røde Kors er min fritid. Jeg har valgt karriere og penge fra for at være noget for andre. Det giver mig en utrolig tilfredsstillelse, men nogle gange så glemmer jeg, at tage vare på mig selv. Og det er så her, Arsenal betyder så meget for mig. Det er her, jeg gør noget for mig selv, ser kampene i TV, rejser til London og ser dem spille på stadion. Og så har jeg alt lige fra sokker til Arsenal ur, Arsenaltrøje, Arsenalpung, medlemskort, alt… når mit brød derhjemme bliver toastet, så står der AFC – selv mit sengetøj er Arsenal”, fortæller Jimmy.

”Min far dyrkede ikke selv nogen sport. Jo, at drikke øl hver dag. Det var en sport for ham. De der 15-20 Carlsberg-portere om dagen, det var den sport, han dyrkede. Og så slå på tæven på mig.”

 

Fik en på hovedet fra jeg lærte at gå

”Min far var ekstrem voldelig. Han slog mig bevidstløs den ene gang efter den anden. Han kom ind på mit og min lillebrors værelse om natten, når han var pissefuld, fordi han ville snakke. Og hvis jeg ikke kunne holde mig vågen, så fik jeg en røvfuld. Jeg skulle hele tiden stille op, og det var bare om at være der. Ellers kunne det gå ud over min lillebror. Nogle gange tog han mig ned i kælderen. Så smed han mig derind og så måtte jeg ikke tænde lyset. Han gemte sig og sprang frem, for at gøre mig bange. Han sagde at det var for at jeg skulle lære ikke at være bange for mørke. Min far har altid slået mig. Nærmeste fra jeg lærte at gå, knalder han mig et par på hovedet, så jeg ryger over og banker hovedet ind i dørkarmen og får et ordentligt blåt øje. Det fortæller min mor; det kan jeg jo ikke selv huske,” fortæller Jimmy.

Hvad var der gået galt for din far?

”Han havde tre kraniebrud, sagde han. Kraniebruddene havde han fået i forbindelse med en motorcykel-ulykke og et par arbejdsskader. Han fik ofte epileptiske anfald. Min far fortalte mig også, at han havde arbejdet som arbejdsmand på en lakfabrik, hvor han rensede de store blandekar. Her faldt han om en nat og blev fundet om morgenen. Så han har sikkert også haft malersyndrom. Han var bare sindssyg voldelig – både fysisk og psykisk.

 

Børnehjemmet var forgård til helvede

Din mor forlader familien på et tidspunkt. Hvad sker der?

”Da jeg er er omkring 7 år, kommer min far til skade igen; vælter med en kran og bliver indlagt på hospitalet. I den forbindelse er min mor i dialog med familiens læge, som er min fars gamle familielæge. Han siger til min mor, at hun skal se at komme ud af det der ægteskab, fordi hvis ikke… så ender hun på den lukkede. Hun bliver henvist til intensiv behandling på psykiatrisk afdeling i Glostrup. Og så vælger hun sammen med min mormor at pakke mig, min lillebror og min lillesøster ind i min mormors bil og så bliver vi kørt til Slagelse, hvor vi bliver vi sat af på et børnehjem dernede. Jeg aner ikke, hvad det er for noget. Min mor vender sig om i døren på vej ud fra børnehjemmet og så siger hun: ”Jeg skal nok komme og besøge jer tit.” Og så drøner hun afsted og jeg ser og hører intet fra hende det næste halve år.”

 

Hvordan var det på børnehjemmet?

”Børnehjemmet – det var forgården til helvede. Det er den 16. oktober 1968, vi bliver sat af. Og så bliver vi hentet igen i slutningen af marts 1969. Jeg ved dengang jo ikke, hvorfor vi kommer derned. Og jeg ved ikke, hvorfor min mor ikke kommer. Vi hører ikke noget. Og det, du hører dernede er: ”Du er på børnehjem fordi du er et dårligt menneske. Du er et skidt menneske. Det er fordi din far og mor ikke vil have dig.”

 

”Der er ikke noget kærlighed; der er ikke noget varme. Der er et miljø, hvor alle slås mod alle – men for mig er det vigtigt at passe på min lillebror, for han er sådan en lille, skrøbelig person – så ham skal jeg passe på. Men når du er i skolen, skal du slås, til og fra skolen skal du slås, når du er på børnehjemmet, skal du slås. Det er hele tiden en kamp for at overleve. Du er nødt til at være gal, vred og udfarende for ligesom at få andre til at blive væk fra dig.”

 

”Som barn på et børnehjem er du det nederste af det nederste. Du er jo et barn, hvor ikke engang forældrene kan lide dig. Det er jo derfor, du er røget på børnehjem – det er fordi du er et dårligt menneske. Jeg kunne bare ikke forstå, hvad jeg havde gjort, der skulle gøre, at jeg var et dårligt menneske.”

 

Jeg måtte sørge for at vi holdt jul – far var fuld

Hvad sker der så, da du kommer hjem igen?

”Min mor og far bliver skilt. Min mor får forældremyndigheden over alle os tre børn, men hun vælger at overdrage forældremyndigheden over mig og min lillebror til min far. Så vi kommer hjem til det, hun selv er flygtet fra. Det sker en lørdag og søndag morgen vågner jeg ved, at der lyder et ordentligt brag inden fra stuen. Da jeg kommer derind, kan jeg se, at min far ligger og har fået et epileptisk anfald. Han skulle hjælpes. Men da ambulancen kom, ville han jo ikke med. Så havde han hukommelsestab sådan to-fire timer efter og så… så slog han løs på mig.”

 

”Det var som at være i en koncentrationslejr. Han gjorde intet i hjemmet. Jeg skulle vaske tøj, jeg skulle lave mad, jeg skulle handle ind, jeg skulle betale regninger, jeg skulle udfylde min fars selvangivelse, jeg skulle gøre rent, jeg skulle passe min lillebror, jeg skulle smøre madpakker. Og så fik jeg bank oveni.”

 

Gjorde din mor ikke noget for at hjælpe dig?

”Nej, det gjorde hun ikke. Intet. Det var som om, jeg blev brugt som noget, min far og mor slås om. Jeg har aldrig holdt en fødselsdag; jeg ved ikke, hvad det vil sige at holde en fødselsdag. Vi fik jo aldrig nogensinde gæster i vores hjem. Der var aldrig nogen, der kom og besøgte os. Jeg har fødselsdag 13. december, så når vi nærmede os dagen, jamen – ingen fødselsdag, ingen gaver. Julen – den holdt min lillebror og jeg altid alene. Min far gik omkuld af druk ved to-tiden, så jeg måtte lave maden og sørgede for, at vi holdt vores jul alene, hvor mig og mine lillebror kunne hygge os. Så skulle vi bare være ekstra påpasselig dagen efter, for så var min far endnu mere pirrelig. Så skulle jeg holde mig langt ude for syns- og rækkeafstand. Når vi så kom til sommeren, blev min far og mor pludselig lidt smågode venner og så holdt vi fødselsdag for min lillebror. Det skete hvert år. Jeg har altid følt, at jeg var en, der ikke hørte til i familien.”

 

Min lillebror reddede mig fra at begå selvmord

”På et tidspunkt bliver det så meget, at jeg vil tage livet af mig selv. Jeg synes, det var for så uforståeligt det hele. Jeg kunne ikke overkomme det mere. Jeg er vel 11-12 år. Min far tog nogle meget stærke piller mod sin epilepsi og jeg var ved at tømme et helt glas med de her piller. Men min lillebror vågner, da jeg sidder inde i stuen. Han kommer ind med sin dyne under armen og siger: ”Hvad laver du, Jimmy? Kommer du ikke ind; jeg kan ikke sove, når du ikke er der”. Oplevelsen gør, at jeg giver mig selv en opgave i mit liv, at hvis jeg ikke er der for Tommy, så går det helt galt. Så min mission bliver at passe på min lillebror – så må jeg tilsidesætte mig selv; så må jeg få de tæsk.”

 

Så du oplevede ingen, der reagerede på din situation?

”Ingen. Det der sker er, at jeg får så mange bank, at jeg som sagt bliver slået bevidstløs den ene gang efter den anden. Jeg er rigtig, rigtig bange for min far. Kommunen vidste jo, at der var druk og vold i hjemmet. Lægen vidste det. Familien vidste det. Der var heller ikke nogen, der reagerede i opgangen. Når jeg spørger rundt omkring i dag, så får jeg at vide, at de udmærket vidste at min far drak og slog, men man gjorde bare ikke noget. Man lagde det blinde øje til. Jeg spurgte min skolelærer på et tidspunkt og hun bekræfter: Jo, der var rigtig nok, at jeg kom i skole grøn, gul og blå. Men hun havde en oplevelse af, at det var nok fordi jeg var sådan en frisk dreng, og at det nok var nok fordi, jeg havde været oppe at slås hjemme i gården. Nej, det var sgu fordi min far bankede mig! Og når jeg faldt i søvn i timerne, var det fordi min far havde hevet mig op om natten og trukket mig ned i kælderen. Her vandrede jeg rundt så han kunne springe frem og gøre mig forskrækket - i stedet for at ligge i min seng og sove, som andre børn gjorde ”.

 

”Da jeg er 11 år bliver jeg indlagt på diakonisse-stiftelsen i forbindelse med en sygdom. Jeg har meget hovedpine og migræne, så mit hoved skal scannes. I papirerne fra hospitalet står der, at man skal være opmærksom på min sociale situation. Papirerne går til sygeplejersken på min skole, og jeg tænker, at journalen også er sendt til vores familielæge og da vi er en skilsmissefamilie, så kommer der også information til kommunen. Men der er ingen, der gør noget overhovedet. Ingen. Min lærer har siden fortalt, at når der var skole-hjem-samtale, så kom jeg alene, og når min lillebror skulle til samtale, så var det mig som deltog –ikke min far. ”Undrede de sig ikke over det?” ”Næ,” sagde min lærer. De var jo bare glade for, at jeg kom. Alle gemte min sag i arkiv 13 – og lod to og fem være lige.”

 

Arbejdede til jeg blev syg af stress

Hvordan kom du videre med dit liv?

”Jeg var så heldig at få læreplads i SAS, hvor jeg blev uddannet flymekaniker. Og herfra bevægede jeg mig op ad og endte som personaledirektør og tjente rigtig mange penge. Min far var misbruger af alkohol, men jeg blev misbruger af arbejde. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at min elskede hustru Heidi og vores datter Vicky ikke skulle opleve den fattigdom og nød og elendighed, jeg har været igennem. Det har så gjort at jeg har brugt rigtig meget tid på at arbejde og tjene rigtig mange penge. Og det betød også, at jeg til sidst gik ned med stress. Det samme skete, da jeg efter 31 år skiftede til et privat firma. Jeg har det problem fra min opvækst, at når man siger noget til mig, så banker jeg hælene sammen.”

 

”Da jeg bliver raskmeldt, skulle jeg tilbage på arbejdsmarkedet. Men når jeg søgte på stillinger, så fik jeg hele tiden afslag. Overkvalificeret, lød begrundelsen. Så jeg fik ikke noget job. På et tidspunkt siger min hustru: ”Hvad vil du med dit liv”. Jeg sagde: ”Gøre noget for andre, men har vi råd?” Og så gik jeg i banken og fandt ud af, jeg kunne gå 60 procent ned i løn og fortsat have en ok økonomi. Og så fik jeg drømmejobbet som sikkerhedsleder i Banedanmark. Nu finder jeg glæden ved at gøre noget for andre i fritiden som frivillig i Røde Kors. Og det betyder langt mere for mig, end at tjene mange penge,” fortæller Jimmy.”

 

Skriver digte som terapi

Hvordan påvirker din opvækst dit liv i dag?

”Jamen, jeg skal hele tiden være i bevægelse; lave et eller andet, for hvis jeg sidder stille, så kan jeg mærke mig selv og så kommer tankerne og alt det fra barndommen. Når jeg er alene skriver jeg blandt andet på mine erindringer, som jeg har givet titlen, ”Det er bag masken, at sandheden gemmer sig” og så skriver jeg digte. Min far var jo den type, at digte; det var ligesom fodbold - kun noget for bøsser. Så jeg har nogle opgør – bevidst eller ubevist – med min far hele tiden. Min hustru læser mine digte og så siger hun en gang imellem: ”Kan du ikke prøve at skrive noget, der er lidt mere lyst og glad. Så siger jeg: ”Pjevsen, det kan jeg ikke. Det er ikke det, der er oveni hovedet på mig. Det er nogle andre ting, der skal ud af min krop i stedet for.” Og det er jeg nødsaget til. Jeg er hverken nogen Halfdan Rasmussen eller Benny Andersen. Jeg skriver digte for at mærke, hvad det er for følelser, det løsner op for. Jeg skriver, når der ikke fodbold i fjernsynet, eller arbejde, der skal passes. Så bliver der plads til det. Det er terapi.”

 

”Jeg bryder mig ikke om at være alene og så alligevel, så har jeg stort, stort behov for at være alene. Man siger jo, at stjernetegnet skytten er et stjernetegn, der elske at rejse. Nej, det eneste sted jeg elsker at rejse er i mit sind. ”

 

Du er formand for Røde Kors i Herlev. Hvordan kom du med i det frivillige arbejde?

”Det var min gamle chef i SAS, Susanne Larsen, der på det tidspunkt er præsident i Røde Kors, der skriver en SMS til mig: ”Du har altid hjulpet andre. Røde Kors i Herlev mangler en formand - var det ikke noget for dig?

Jeg sagde:  ”OK. hvis du vil give mig lov til at køre det, som jeg vil, så stiller jeg op. Og da der ikke var andre, blev jeg formand. Da jeg startede var vi 30 frivillige. Der var en lille besøgstjeneste, førstehjælp og nørklere og så landsindsamling. I dag er vi cirka 170. På fire år. Og en af de helt store opgaver, som er lykkes, er at banke Røde Kors-butikken op til en stor og moderne butik og blandt de helt store aktiviteter, som jeg selv er meget engageret i, er vores familienetværk.”

 

Mit drømmejob ville være at tage mig af sårbare børn

”Børns vilkår ligger mig meget på sinde. Derfor har det været meget vigtigt for mig at få bygget lokalafdelingen op og nå frem til at få et økonomisk overskud og kræfter til at vi kunne få et familienetværk. Her i Herlev oplever jeg en flok forældre, der har haft mod til at række en hånd frem og ærligt sige: Vi har brug for noget hjælp og noget støtte. Tingene er måske ikke altid lige nemt for os og vi er ikke bange for at række hånden og sige ja-tak, vi har brug for hjælp. Jeg kunne ønske, at der havde været sådan et netværk, da jeg selv var barn.”

 

Du har haft en skræmmende opvækst, hvor folk godt så hvad der skete og myndighederne vidste det – men ingen gjorde noget, Er det fortsat sådan, når du ser på de familier, som du med familienetværket forsøget at hjælpe?

”Ja, det er det, jeg bliver så ked af. Det derfor, jeg har så meget fokus på familier med børn. Der er cirka 300.000 børn, der lever en kummerlig tilværelse herhjemme. Mit drømmejob ville jo være, hvis jeg kunne få lov til at arbejde med børn, tage ud og holde foredrag og kunne give børn noget inspiration og fortælle dem: ”Det kan godt være, at i har en skramlet opvækst. Men i skal tro på, man godt kæmpe sig ud af det. Stol noget mere på voksne mennesker end jeg har gjort. For jeg har ikke stolet på nogen. Ingen. Overhovedet. Ingen. Børn skal altid have en, de kan gå til. En skolelærer, en pædagog på et fritidshjem, en onkel, en tante… Men jeg havde jo ikke nogen. Der var bare ikke nogen. Og jeg måtte ikke noget. Sådan skal det ikke være for et barn.”

 

Jimmy Gørtz er med i Lisbeth Zornigs serie ”De brændte børn” på TV2 torsdag den 14. september kl. 20.

 

Angst

Vågner til en lys og berusende dag

da du, som en gammel ven

står mørk og insisterer på,

at komme på besøg

 

Vi har kendt hinanden

gennem mange år

Jeg kan ikke beskrive dig

som andet end en følelse

 

Igen må jeg hilse dig velkommen

som jeg jævnligt har gjort

ved dine besøg hos mig

gennem mange år

 

Jeg vidste ikke hvem du var,

fortalte ingen om dig

jeg var flov over at du kom

du var min hemmelighed

 

Dine besøg har altid smertet mig,

selv på mine lyseste dage

Dine besøg er altid ens

med en smerte som forråder min krop

 

Jeg opsøger aldrig dig

du kommer altid uventet til mig

du er aldrig blevet inviteret

dog møder du trofast op

 

Jeg har skjult mig og gemt mig,

selv i min mørkeste hule

dog finder du mig

og nedbryder mit panser

 

Du sniger dig ind

og planter en smerte

som kramper mit hjerte

og formørker mit sind

 

Dit navn er, - Angst

 

Jimmy Gørtz - 14. maj 2016; digtet blev trykt i Herlev Bladet 22. juni 2016