Caféer, netværksgrupper og vejledning

I Røde Kors støtter og engagerer vi flygtninge og migranter i lokale fællesskaber og aktiviteter i hele landet.
 

I hele landet arbejder vores frivillige for at skabe og styrke flygtninge og migranters sociale fællesskaber, netværk og nære relationer i deres lokalsamfund, som er en vigtig støtte, når de skal finde fodfæste i et nyt lokalsamfund. 

Flere steder driver vi ugentlige, sociale caféer, et uformelt sted, hvor flygtninge og migranter kan komme og mødes på tværs. Her kan de nyde socialt samvær, træne deres hverdagsdansk eller søge råd og vejledning hos vores engagerede frivillige. Mange steder har vi indrettet legehjørner, hvor børnene kan boltre sig, eller de kan få hjælp til deres lektier. Ofte tjener caféerne også som en indgang til øvrige lokale integrationsaktiviteter og fællesskaber, og nogle gange arrangeres der fællesspisninger, udflugter, temaaftener eller noget fjerde.  

Caféerne er blandt Røde Kors’ mest udbredte integrationsaktiviteter. Deres fleksibilitet og foranderlighed betyder, at de udfoldes ud fra lokale behov, muligheder og de deltagere, der kommer. I særlige situationer etableres de også som led i en akutindsats, hvor de bliver en synlig indgang til Røde Kors lokalt. Det betyder også, at caféernes rammer og tilbud varierer fra sted til sted. 

Sådan støtter vores caféer

Vejledning

Vejledning  

Vores caféer danner ofte ramme for en uformel vejledning, der kan tage mange former, afhængig af behovene. Her kan flygtninge bl.a. få hjælp og støtte til at forstå breve, forskellige papirer og til kontakten til forskellige myndigheder, da lovgivningen på integrationsområdet er bred, kompleks og vidtrækkende. Men de kan også høre om og blive henvist til anden vejledningshjælp og -støtte.  

Sprogtræning.

Sprogtræning

Sproget er for mange nøglen til at etablere netværk, styrke deres handlekraft i hverdagen og til arbejde og uddannelse. Mange går til danskundervisning på en sprogskole, og som supplement hertil kan de i caféerne få støtte til at træne deres hverdagsdansk i uformelle rammer.  

Familie

Børne- og familieliv 

Når flygtninge kommer til et nyt land, kan det have stor betydning både for den enkelte, såvel som hele familiens trivsel. I vores caféer har vi fokus på at skabe nogle rammer, hvor både børn og forældre kan være med til hyggeligt samvær, leg eller andre aktiviteter. Det gør vi for at understøtte familierne i at skabe sig et godt og trygt børne- og familieliv.  

Er du interesseret i et samarbejde, eller ønsker du at høre mere? 

Så kontakt os på integration@rodekors.dk, og du hører fra os snarest. 

STØT NU