Røde Kors skabte fællesskab og delte viden om krisereaktioner og støttemuligheder efter alvorlig busulykke i Syddjurs

Billede

Efter en alvorlig busulykke i Syddjurs, som kostede to mænd livet og sendte ti passagerer på hospitalet, faciliterede Røde Kors oplæg om krisereaktioner og støttemuligheder samt samtaler om ulykken. 

Omkring 40 mennesker deltog i mødet i Rønde Idrætscenter, som var åbent for alle, der på den ene eller den anden måde var påvirket af ulykken. Mødet var arrangeret i samarbejde mellem Syddjurs Kommune, GoCollective, Midttrafik, Offerrådgivningen og Røde Kors.  

Røde Kors deltog med syv frivillige krisestøtter fra Aarhus afdeling og to psykosociale teamledere.

Ingen skulle føle sig alene

”Vi var der for at skabe et fællesskab. Og for at ingen skulle føle, at de sad alene med deres tanker,” fortæller Charlotte, som er frivillig krisestøtte og frivillig i Qnet. 

Mødet blev indledt med en tale fra borgmesteren, hvorefter Røde Kors’ psykosociale teamledere holdt oplæg om krisereaktioner og støttemuligheder. Derefter blev deltagerne inviteret til at tale sammen i mindre grupper, hvor krisestøtterne var til stede ved bordene.

”Det virkede som om, at mange bare var kommet for at få information og så gå hjem igen, men der gik et splitsekund, og så var der samtaler ved alle bordene. Det var ret fantastisk,” fortæller Charlotte. 

”Når man står i det selv, kan man få tunnelsyn. Men når man ser det udefra og får Røde Kors’ gennemgang af krisereaktioner og hvad, der kan hjælpe én videre, så kan det hjælpe med, hvordan man skal håndtere efterreaktionerne,” fortæller Charlotte, som er meget tilfreds med indsatsen.

Indsatsen er et eksempel på, hvordan Røde Kors i tæt samarbejde med myndigheder og lokale aktører kan bidrage med psykosocial støtte, når mennesker og lokalsamfund rammes af pludselige og alvorlige hændelser.

Psykosocial teamleder

Røde Kors har ca. 32 psykosociale teamledere, som er uddannet i det psykosociale fundament, psykisk førstehjælp, frivilligtrivsel og Røde Kors’ rolle og ydelser under kriser. Psykosociale teamledere kan behovsvurdere, lede og udføre psykosociale indsatser med fokus på krisestøttende og tryghedsskabende aktiviteter. De psykosociale teamledere er ansatte i Røde Kors, som kan aktiveres i tilfælde af kriser. De kan både træde til i nationale og lokale kriser med psykosociale aktiviteter.

Informationsmøde om krisereaktioner

Når man oplever en voldsom eller kritisk hændelse, medfører det naturligt reaktioner. Reaktionerne kan variere i intensitet og varighed. Et informationsmøde om krisereaktioner kan medvirke til, at borgere forstår deres reaktioner og ved, hvordan de kan hjælpe sig selv, hinanden og børn i tiden efter hændelsen. 

Læs mere om Røde Kors’ opgaver under kriser her.