Fællesskab og ansvar er vigtige værdier på en fodboldbane. Men også udenfor banen. Derfor har F.C. København indgået et partnerskab med Røde Kors for at hjælpe flere ind i fællesskabet, tage samfundsansvar og gøre en forskel for udsatte børn og voksne i og uden for Danmark.
Champions League
Da F.C. København løb på banen til de to udekampe i Champions League mod Villarreal i december 2025 og Barcelona i januar 2026, var det endnu en gang det røde kors, som prydede kamptrøjerne. En massiv synlighed på den største scene.
I Spanien er det ikke tilladt for spilvirksomheder at markedsføre sig. Derfor valgte F.C. Københavns mangeårige hovedsponsor, Unibet, at give pladsen på brystet videre til Røde Kors til fri afbenyttelse i de to kampe. Trøjerne fra kampens spiller i de to kampe vil efter kampen blive auktioneret bort til fordel for Røde Kors' arbejde.
Til Røde Kors Indsamling den første søndag i oktober har F.C. København engageret sig ved at aktivere fans og sponsorer på tværs af klubbens kanaler og faciliteter. Både med fokus på at indsamle midler og at inspirere og motivere fans, sponsorer og ansatte til at melde sig som indsamlere.
I løbet af partnerskabet vil der blive søsat en række forskellige kampagner og aktiviteter, som har til formål at indsamle midler til Røde Kors' arbejde.
I forbindelse med annoneringen af samarbejdet udloddede FCK blandt andet flere auktionsgenstande, som fans kunne byde på. Præmierne var helt unikke og var med til at indbringe et flot beløb til Røde Kors.
”Når vi siger, at vi er København, så er det helt afgørende, at vi også sætter handling bag ordene, og vi vil gerne tage ansvar. Nu har vi i nogle år haft et glimrende samarbejde med Røde Kors Hovedstaden om juleaften i Parken for udsatte, og nu udvider vi det gode samarbejde og øger vores forpligtelse til Røde Kors,” siger F.C. Københavns kommercielle direktør, Mikkel Grove Lindsted.
”Vi er meget glade for aftalen med F.C. København. Det betyder meget for os, at så stor en klub med så stor en rækkevidde stiller sig bag Røde Kors. Vores partnerskab skal styrke både F.C. Københavns og Røde Kors’ relationer til danskerne og understøtte det fælles formål om at være 'Sammen om Byen'. Vi tager sammen et aktivt ansvar for mennesker, der står i udsatte situationer,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.