kontainer_image

Kort præsentation af virksomhed
Solvo er en mindre automationsvirksomhed grundlagt i 2014 og beliggende lidt vest for Vejle. 
Solvo er latin og betyder ”jeg løser” – for det er, hvad vi gør. Vi sætter en ære i at levere gennemtænkte løsninger med passion for automation. Hos Solvo arbejder vi med industriel automation bredt set. Vi tænker i helheder og har indsigt i alt fra mekanik og automation til data, hardware og software. Ud fra denne helhedstilgang skaber vi i tæt samarbejde med vores kunder kvalitetsløsninger, der virker.

Hvorfor er I medlem af Røde Kors Erhvervsklub?
Pippi Langstrømpe er som figur kendt for en række sjove, stærke og kloge udsagn. Et af dem er: “Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre”. Det finder vi meget inspirerende - også ud over børns leg. For når man lever og driver virksomhed i et velfungerende samfund, får man rigtig meget givet – og er på den måde ekstra stærk. 

Som vi ser det, har man en forpligtelse til at give noget videre, når man selv er heldigt stillet. Solvo støtter via sit medlem af Røde Kors Erhvervsklub de livsvigtige indsatser, Røde Kors har rundt i verden, og det gode arbejde, organisationen gør i Danmark blandt udsatte. Vi kan ikke selv tage ud at hjælpe hver enkelt – vi gør det, vi er gode til i stedet. Men vi kan fx støtte organisationer, der gør et kæmpestort arbejde for at forbedre livet for mennesker, der er ramt af krig, kriser og katastrofer.

Hvordan kommunikerer I jeres engagement i Røde Kors?
De ansatte anvender mailsignaturen, hvoraf det fremgår, at vi som virksomhed er medlem af Røde Kors Erhvervsklub. Af vores hjemmeside og Linked-In profil fremgår det også, at vi støtter Røde Kors’ fine arbejde.

Det er vigtigt, at støtten er synlig – ikke for at pudse glorien, men fordi, det måske kan inspirere flere til at støtte gode formål. Vi vil også gerne som virksomhed vise et samfundsansvar – og dette er en af flere måder at gøre det på. 

Hvordan påvirker jeres engagement i Røde Kors din virksomhed? 
Det virker rigtigt at dele lidt ud, når man har overskud, og vi er stolte af at signalere både internt og eksternt til kunder og samarbejdspartnere, at vi støtter Røde Kors’ humanitære arbejde. Vores trygge, daglige arbejde med robotter, programmering, data og mekanik er meget langt fra den virkelighed, som Røde Kors arbejder i – vi har stor respekt for indsatsen, og samarbejdet minder os dagligt om, hvor godt vi har det.

kontainer_image