kontainer_image

Kort præsentation af virksomheden

Jysk Vikarservice er et dansk vikarbureau med fokus på kvalitet, fleksibilitet og stærke relationer. Vi leverer bemandingsløsninger inden for blandt andet industri, lager, køkken, samt kontor og administration. For os handler det om at skabe de rette match mellem virksomheder og vikarer med grundig screening, tæt dialog og ansvarlighed i alle led.

Hvorfor er I medlem af Røde Kors Erhvervsklub?

Vi tror på ordentlighed, ansvarlighed og nærvær både i vores daglige arbejde og i vores rolle som virksomhed i samfundet. Derfor er vi medlem af Røde Kors Erhvervsklub, fordi vi ønsker at tage et socialt ansvar og bidrage til en indsats, der gør en reel forskel både lokalt og globalt.

For os står Røde Kors for værdier som medmenneskelighed, handlekraft og ansvar, hvilket er værdier, vi kan spejle os i som virksomhed. Gennem vores medlemskab er vi med til at støtte arbejdet for mennesker, der står i sårbare situationer, og det ser vi som en naturlig del af det at drive en ansvarlig virksomhed.

Hvordan kommunikerer I jeres engagement i Røde Kors?

Vi kommunikerer vores engagement gennem vores digitale kanaler og i dialogen med både kunder, vikarer og samarbejdspartnere. For os handler det om at vise, at vi aktivt tager del i et fælles ansvar. Vi er stolte af at være en del af Røde Kors’ erhvervsklub og deler gerne budskabet om det arbejde, organisationen udfører.

Hvordan påvirker jeres engagement i Røde Kors jeres virksomhed?

Vores engagement i Røde Kors er med til at styrke vores fælles værdigrundlag internt i virksomheden. Vi arbejder hver dag med mennesker og relationer, og derfor giver det mening for os at støtte en organisation, der netop har fokus på medmenneskelighed og hjælp til dem, der har brug for det. Det understøtter samtidig vores kultur, hvor vi ønsker at tage ansvarlighed og ordentlighed alvorligt og handle aktivt.

Det sender samtidig et tydeligt signal til vores kunder, vikarer og samarbejdspartnere om, at vi ønsker at bidrage positivt til det samfund, vi er en del af. Så når de samarbejder med os, giver det dem en tryghed at vide, at vi tager ansvar og bidrager til at gøre en forskel, hvor vi kan.