Det styrker integrationen at have en dansk ven. Flygtninge bliver bedre til dansk, får øget tilknytning til samfundet og arbejdsmarkedet.

Det viser slutevalueringen af Venner Viser Vej, som er offentliggjort i marts 2019. Evalueringen er foretaget af det eksterne analysebureau LG Insight. Den bygger blandt andet på fire landsdækkende spørgeskemaundersøgelser blandt 72 danske kommuner samt 116 personlige interviews med flygtninge, kommuner, frivillige og projektaktører.

 

 

Styrket netværk og tættere på job

I evalueringen svarer 91 procent af de deltagende kommuner, at flygtninge med en frivillig ven får et styrket netværk i samfundet. 84 procent af kommunerne oplever, at flygtningene bliver bedre til at tale dansk, mens 56 procent vurderer, at en frivillig ven bidrager til beskæftigelse.

Flygtningene fremhæver selv vigtigheden af at få talt dansk uden for sprogskolen og dermed blive bedre til sproget. Derudover hjælper venskaber på forståelsen af danskerne og den danske kultur. Flere fortæller også, at de har fået udvidet deres netværk på grund af deres ven, hvilket har fjernet følelsen af at være ensom.

Godt samarbejde mellem kommuner og frivillige

Venner Viser Vej er et landsdækkende samarbejde mellem Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. En vigtig del af projektet er at opbygge en god struktur for samarbejdet mellem frivilliggrupper og kommuner.

Evalueringen viser, at det i høj grad er lykkedes - 96 procent af kommunerne vil gerne fortsætte samarbejdet om vennetilbuddet med Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, selvom antallet af nyankomne flygtninge i kommunerne falder. Derudover peger rapporten på en række konkrete faktorer, som skaber gode rammer for samarbejdet mellem kommuner og frivillige – eks. samarbejdsaftaler, personlige møder og korrekt ”påklædning” af frivillige.

Evalueringen analyserer resultaterne for en tre-årig projektperiode fra 2016 til 2018. Ved udgangen af denne periode var tilbuddet om en frivillig ven etableret i 91 kommuner, og 7.173 flygtninge over hele landet havde en ven gennem Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.