Samarbejde

Vi arbejder tæt sammen med kommuner, boligsociale aktører og andre for at udbrede muligheden for, at flygtninge overalt i landet kan få en frivillig ven eller venskabsfamilie - også dem, der har været i Danmark i længere tid, men som stadig har brug for støtte.

Vi samarbejder med

80+ kommuner

Vi samarbejder med kommuner over hele landet om at matche frivillige og flygtninge i vennepar. Samarbejdet kan for eksempel være forankret i jobcentret, som henviser interesserede flygtninge og familiesammenførte til os. 

Boligsociale aktører

Vi samarbejder med boligsociale aktører som helhedsplaner og boligforeninger. Fokus er særligt på at støtte mennesker med flygtningebaggrund, der har boet i Danmark i længere tid. Projektet er p.t. til stede i ni udsatte boligområder.

Andre aktører

Vi samarbejder bredt med andre aktører om at matche flygtninge og frivillige, samt styrke integrationsarbejdet. Det kan være lokale sprogskoler, foreninger eller virksomheder, samt regionale eller nationale aktører.

Et samarbejde med resultater

Integration er hårdt arbejde. Både for den enkelte borger og for de myndigheder, som støtter op om processen. Men gennem Venner Viser Vej hører vi de gode historier. Det er historier om personer, der kommer i job. Om personer, der lærer dansk med et Silvan-katalog i hånden. Om mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer, som lærer af og om hinanden. Det er historier, som inspirerer og er med til at styrke troen på, at en frivillig ven kan være med til at vise vejen.  

For det enkelte menneske er det en mulighed for at opleve tillid, medmenneskelighed og ligeværdighed i et møde med et menneske, som blot ønsker at støtte og hjælpe. Venskabet styrker sprog, netværk og muligheder for beskæftigelse. For den frivillige kan det være et møde, som ændrer både perspektiv og holdning.

For samarbejdspartnere er relationerne med til at styrke alle de tiltag omkring mennesker med flygtningebaggrund, som ellers kan være svære at lykkes med. 

For samfundet betyder venskaberne mere social sammenhængskraft og stærkere integration, som kommer os alle til gode i sidste ende.

Frivillige venner kan hjælpe borgerne på en måde, som vi ikke selv kan. Jeg synes virkelig, det er et redskab, jeg kan bruge i samtalerne.


Sagsbehandler

Et stærkt partnerskab mellem to organisationer

Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp er de to største organisationer i Danmark inden for den frivillige integrationsindsats. Vores partnerskab gør det muligt at koordinere en frivillig indsats, som er bundet op på en stærk faglighed og organisering. Vi arbejder hver dag med tusindvis af frivillige, og siden projektets begyndelse er mere end 12.000+ personer med flygtningebaggrund blevet matchet med en frivillig ven eller venskabsfamilie.

Konsulentstøtte til frivillige

Lokale frivilliggrupper får tæt faglig støtte fra ansatte i Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp. Det styrker gruppens organisering og kvalitet i opgaveløsningen.

Viden og værktøjer

Med 20 års erfaring på integrationsområdet i Danmark og et kæmpe organisatorisk bagland tilbyder vi vores frivillige aktuel viden og værktøjer, som de kan bruge i deres indsats.

Orden i sagerne

Vi indhenter børneattest på frivillige, der kommer i børnefamilier, dækker med forsikring, hvis uheldet skulle være ude, og så har vi fokus på datasikkerhed og GDPR.

Erfaring med samarbejde

Vi har mange års erfaring med at opstarte og drive samarbejder med mange forskellige aktører, især kommuner, men også sprogskoler, boligsociale aktører og andre.

Det er nemt at samarbejde med os

Det er nemt at samarbejde med os om at matche flygtninge og frivillige. Overordnet er I ansvarlige for tre ting: 

1. Find en fast kontaktperson. For at sikre god koordinering og godt samarbejde til glæde for alle parter har vi brug for en fast kontaktperson hos jer. 

2. Informer om tilbuddet. Vi klæder jer på til at kunne informere potentielle deltagere om muligheden for en frivillig ven, der hvor I møder dem. Vi sørger også for materialer, I kan tage udgangspunkt i.

3. Henvis til tilbuddet. Når I er i kontakt med personer eller familier, som er interesserede, så henviser I dem til jeres lokale kontaktperson fra enten DRC Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors. Så tager vi den derfra. 

Projektet er finansieret af Udlændinge- og Integrationsministeriet frem til 2026. Det er gratis at indgå et samarbejde med os

Hvordan oplever kommunerne samarbejdet med os?

I en undersøgelse blandt de kommuner, vi samarbejder med, vurderer 79 % af de kommuner, der har besvaret undersøgelsen, at samarbejdet med Venner Viser Vej fungerer godt eller særdeles godt.

Kommunerne fremhæver blandt andet den gensidige respekt mellem kommuner, organisationer og de frivillige for hinandens arbejde samt det faktum, at man kommer længst med et effektivt, stabilt og systematisk samarbejde.

Læs hele undersøgelsen blandt kommunerne her 

Når jeg kontakter dem [organisationerne red.] for enten at finde en familie/netværksperson eller andet, handles der hurtigt i forhold til, om der findes et match. Vi kender hinanden godt og har gensidig respekt for hinandens områder. Der er altid hjælp at hente næsten uanset forespørgsel, og de kan altid kontakte mig, og er der brug for sparringsmøder, er der velvillighed fra alle sider.


- Kommunal medarbejder

Målgruppen

Venner Viser Vejs målgruppe er personer med flygtningebaggrund, der har behov for en frivillig ven eller en venskabsfamilie. Det kan eksempelvis være for at styrke deres sociale netværk og øge trivslen, for at skabe mere aktiv deltagelse i samfundet eller for at opnå en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet.

Målgruppen inkluderer både nyankomne flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, og personer med flygtningebaggrund, der har været længere tid i Danmark, og som har behov for støtte. En del af målgruppen bor i udsatte boligområder.

Deltagerne kan både være familier og enkeltpersoner. De skal have overskud til at indgå i en relation til en frivillig og være fyldt 18 år. Børn under 18 år kan deltage sammen med deres forældre. Deltagerne kan både være selvforsørgende eller modtagere af overførselsindkomst.

Kontainer image

Evalueringer af Venner Viser Vej

Projektet er blevet evalueret ad flere omgange. Evalueringerne viser klart, at frivillige venner i høj grad styrker integrationsindsatsen, og at kommunerne er meget tilfredse med indsatsen og samarbejdet.

Læs evalueringsrapporterne

Kontakt os

Kontakt os, hvis I er interesserede i et samarbejde med Venner Viser Vej, eller hvis I bare er nysgerrige på at høre mere.

Vi kan tales ved via telefon eller mail. Vi kommer også gerne ud og tager en snak om de lokale muligheder. 

Bare skriv en kort mail til kontakt@vennerviservej.dk med kontaktoplysninger, så vender vi hurtigt tilbage.

PROJEKTETS PARTNERE
 

Billede

OM VENNER VISER VEJ

Venner Viser Vej er et landsdækkende partnerskab mellem Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp.

Projektet er finansieret af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Læs mere om projektet.

MATERIALER

Find materialer om Venner Viser Vej.

KONTAKT

kontakt@vennerviservej.dk