Frivillig Familieven på Afstand - Hjælp os med at sprede budskabet

I denne tid, hvor vi holder sammen ved at holde afstand, har Røde Kors et tilbud, som vi kalder ”Frivillig familieven på afstand”.

Forældre og børn er sammen på en anden måde i disse måneder og der skal tages ansvar for læring, trivsel og hinanden – og nogen skal samtidig passe et arbejde. Det kan sætte alle familier under pres.

Derfor tilbyder Røde Kors fast telefonisk kontakt til familier, der oplever et behov for støtte. Det er en familieven på afstand. Hvis både den frivillige og familien er trygge ved det, kan de også mødes med afstand til en gåtur i naturen.

Det er Røde Kors´ frivillige familievenner, der varetager opgaven.  

Hvad er Frivillig familieven på afstand? 

Frivillig familieven på afstand tilbyder støtte via samtaler over telefonen. 

Indholdet i samtalerne kan eksempelvis være: 
•    Det, der fylder lige nu hos familien  
•    Familielivet i en presset tid  
•    Eller bare en god snak med en anden voksen 

Familien og den frivillige taler sammen i det omfang de finder det relevant. Vi anbefaler, at de ringer sammen en til to gange om ugen.
Samtalerne fortsætter så længe, familien har behov her under corona-situationen. Hvis familien fortsat ønsker at deltage i vores familieaktiviteter efterfølgende, vil familievennen hjælpe med at finde en aktivitet i nærheden af, hvor familien bor. Du kan læse mere om vores almindelige familieaktiviteter her. 

Hvis familien og den frivillige ønsker det, kan der også aftales fysiske møder udendørs. Røde Kors´ frivillige følger i den forbindelse, de generelle retningslinjer som er udmeldt af sundhedsmyndighederne.

En Familieven på afstand har tavshedspligt om, hvem familien er og hvad de taler om. 

Hvordan får man en Frivillig familieven på afstand? 

Hvis du vurderer, at der kan være familier hos jer, der kan have gavn og glæde af en Familieven på afstand, må du gerne videreformidle tilbuddet til dem. Tilbuddet er landsdækkende. Familien tilmelder sig via siden her.

Familien vil så blive ringet op af en Røde Kors medarbejder, som vil spørge lidt ind til deres behov. Derefter finder vi en familieven til familien som tager den videre kontakt.

Yderligere information

Ved spørgsmål kan du kontakte følgende konsulenter:

Anna Blindum (Sjælland)
anbli@rodekors.dk
Tlf: 2177 9380

Karina Linnrose (Fyn)
kalin@rodekors.dk
Tlf: 2010 0491

Laura Linneberg Stubkjær (Jylland)
lastu@rodekors.dk
Tlf: 2420 1124