Netværk for familier

Flere og flere familier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Røde Kors støtter familierne til at få en bedre hverdag.

Thumbnail

Ofte er familierne ramt på flere måder: Det er svært at få pengene til at slå til, og både børn og voksne savner socialt fællesskab. Familierne kan være ramt af sygdom, være nye i landet eller have svært ved at få hverdagen til at fungere med et lille barn, hvis man selv er et ungt menneske. Andre familier står i en fastlåst situation i forhold til at få den rette professionelle eller offentlige hjælp, som de har retsmæssigt krav på.

Familienetværk

Familienetværket er et støttet netværk for børnefamilier i en socialt udsat situation. I familienetværket indgår familierne i et fællesskab med andre børnefamilier og deres sociale netværk bliver derved styrket, og både forældrenes og børnenes trivsel bliver forbedret.

Familierne er med til, sammen med de frivillige, at planlægge, hvad der skal ske i familienetværket. Det kan være fællesspisning, udflugter, foredrag og andet.

Netværk for kvinder

Qnet er et netværk til støtte for kvinder og deres børn, der er fraflyttet et krisecenter til egen bolig. Her står familien ofte i en sårbar livssituation, med sår på sjælen og ofte i et helt nyt lokalmiljø. 

I Qnet støtter vores frivillige mor og barn i overgangen til en tilværelse uden vold og frygt med én til én kontakt samt fælles arrangementer for familierne.

Venskabsfamilier

For andre familier er det en venskabsfamilie, der kan gøre forskellen. Venskabsfamilier mødes på tværs af kulturer med ønsket om at hjælpe en ny familie til rette i det danske samfund. Familierne mødes efter aftale – det kan være hos hinanden, eller på fælles udflugter i lokalmiljøet.

 

Familiecamp: Liv, leg og læring for hele familien

Røde Kors' familiecamp er et tilbud til børnefamilier i en sårbar eller udsat position.

Familiecampen er inspireret af dansk højskoletradition, hvor familierne får ny inspiration til rollen som forældre, herunder til bedre kommunikation og konfliktløsning i familien, samt til at styrke børns selvværd. Der er fokus på leg, læring og udvikling, og campen byder også på sjove lege og kreative aktiviteter for både børn og voksne. Familierne får en fælles oplevelse og får også mulighed for at møde andre familier.

Aktiviteter på en familiecamp kan eksempelvis være:

  • spejderaktiviteter for børn

  • teaterworkshop og/eller smykkeværksted

  • træklatring

  • familielege med fokus på samvær   

Familiecamps planlægges og gennemføres af frivillige i Røde Kors - og der deltager mellem 15-20 frivillige.

Hvor og hvornår?

Røde Kors afholder familiecamp i skolernes ferier. Kontakt familiecamp@rodekors.dk for flere oplysninger.

Røde Kors’ landskontor dækker rejseudgifter til og fra campen, men den lokale afdeling betaler et tilskud på 2500 kr. pr. familie. Bidraget går til de mange aktiviteter for børn og voksne og indkvartering under tilfredsstillende forhold. Hvis din lokalafdeling eller aktivitet ikke har mulighed for at betale tilskuddet, kan I søge søge § 18-midler til frivilligt socialt arbejde fra jeres kommune. Kontakt jeres kommune for mere information. Røde Kors landskontoret dækker rejseudgifter til og fra campen for både familier og frivillige.   

Familiecampen er sponsereret af VELUX FONDEN.

Familienetværket er blevet til i et partnerskab med Egmont Fonden.

 

Egmontfonden