Familieaktiviteter – for dig og dine børn 

Savner du oplevelser, hygge og støtte til dig og dine børn? Så kan I blive en del af en Røde Kors aktivitet for familier, der hvor I bor. Her vil I møde frivillige, som glæder sig til at lære jer at kende. 

Herunder kan du læse mere om vores familieaktiviteter

Kom med i familienetværket 
Har du lyst til at give dine børn nogle gode og sjove oplevelser, og en mulighed for at få nye venner? Og har du selv lyst til at lære andre at kende? Så er familienetværket noget for dig og din familie. I familienetværket mødes børnefamilier og Røde Kors frivillige én til to gange om måneden.  Vi spiser sammen, leger, spiller spil, snakker, hygger os, hører foredrag og tager på udflugter. 

“Jeg er utrolig glad for, at jeg er kommet med i familienetværket og kan tale med andre i min situation. Jeg havde følelsen af at være helt alene – indtil jeg fik mulighed for at deltage i netværket,” fortæller en mor, der deltager i familienetværket.

Få en frivillig familieven
Du og dine børn kan også få støtte i hverdagen af en frivillig familieven. En frivillig familieven kan f.eks. være en ekstra støtte for dine børn ved bl.a. at hjælpe med lektier, eller kan tage med til møder på skolen eller kommunen og være én du kan spørge til råds. 

Få et mentorforløb på en arbejdsplads eller en uddannelse
Er du ledig og interesseret i at komme i arbejde, eller i gang med en uddannelse kan Røde Kors hjælpe dig med at komme i et mentorforløb på en arbejdsplads eller en uddannelse. En frivillig mentor vil hjælpe dig med at blive mere afklaret, og komme tættere på arbejdsmarkedet eller en uddannelse.

Få støtte til fritidsaktiviteter, ferie mm
Du har mulighed for at søge julehjælp til din familie. I kan også søge om at komme med på familiecamp og ferielejr. Og hvis dine børn har lyst til at gå til spejder, fodbold eller en anden fritidsaktivitet, kan I søge støtte til kontingent, spejderuniformen, fodboldstøvlerne eller andet udstyr.

SKRIV TIL OS HER 

Det er gratis at være med
Det koster ikke noget at deltage i en familieaktivitet. Alt hvad du skal gøre, er at kontakte os. 

De frivillige
Du vil kunne møde frivillige i alle aldre og med forskellige baggrunde. Fælles for dem alle er, at de gerne vil være sammen med dig og din familie og skabe nogle gode rammer og oplevelser for både børn og voksne. 
De frivillige er ikke en del af kommunen og myndighederne.

”Jeg synes, de frivillige er søde og gode at snakke med, og de interesserer sig for os. Hvis du har fortalt dem et eller andet, så husker de det. Man kan se, at det ikke bare er noget, der går ind ad det ene øre og ud ad det andet. De er der.”, fortæller en mor, der deltager i en familieaktivitet i Røde Kors sammen med sine børn.

Find en familieaktivitet nær dig
Vil du vide mere om vores familieaktiviteter, og om hvilke aktiviteter vi har, der hvor du bor? Så send en mail til familie@rodekors.dk

Vi har også brug for dig!

Har du lyst til selv at blive frivillig og hjælpe andre? 

Læs mere om at blive frivillig