Specialtrænede frivillige

af Susan Hoffmann

Det første hold frivillige er nu blevet klædt på til en rigtig vigtig disciplin for Røde Kors frivillige – nemlig kunsten at tale med og hjælpe nogle af de mest udsatte flygtninge med at styrke deres mentale trivsel.

 

wetalk

De frivillige er blevet trænet af fagpersoner fra Røde Kors og er nu rustet til at afvikle den psykosociale frivillig-aktivitet, WeTalk. 

WeTalk er et gruppesamtaleforløb, typisk bygget op omkring seks sessioner, hvor frivillige afvikler forløbene for grupper på 6-8 deltagere med fokus på blandt andet problemhåndtering, konflikter og stress. 

Formålet er at styrke den mentale trivsel, blandt andet ved at skabe et trygt samtalerum og at give deltagerne konkrete redskaber, som de både kan bruge selv og sammen med de øvrige deltagere. 

Både på asylcentrene og i kommunerne oplever Røde Kors, at mange mennesker med flygtningebaggrund præges negativt af midlertidighed, uvished om deres fremtid, tiltagende inddragelse af opholdstilladelser. Det giver dårlig trivsel, og flere falder udenfor de eksisterende fællesskaber. 

Derfor er WeTalk en ekstra vigtig aktivitet lige nu.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Røde Kors’ nationale afdeling, asylafdelingen og Ungdommens Røde Kors. 

WeTalk er støttet af Det Obelske Familiefond med 5.886.900 kroner over en treårig periode.