Leg og bevægelse i Center Avnstrup

af Susan Hoffmann

Nogle af de første, der har fået glæde af de trinvise lempelser af Corona-restriktionerne, er børnefamilierne i Center Avnstrup. Siden slutningen af marts har de nemlig igen kunnet deltage i den ugentlige familie-idræt, der også før Corona- begrænsningerne har været en populær fælles aktivitet.

Familieidræt, udendørs, Avnstrup
Foto: Kell Schomacker

Familieidrætten har fokus på, at børn og forældre bevæger sig sammen og er i fysisk, følelsesmæssig og social kontakt med hinanden gennem leg og dans. Tidligere foregik den ugentlige aktivitet indendørs – nu er det noget anderledes: Færre familier kan deltage, aktiviteten foregår udendørs og med afstand.

Onsdagens familieidræt foregår ved en stor bålhytte ved Center Avnstrup. På den måde bliver der mulighed for en hyggelig stund ved bålet, hvor forældre og børn kan få lidt varmt at drikke og for eksempel nyde nogle ristede skumfiduser efter udfoldelserne.

En del af projektet er, at Røde Kors medarbejdere og frivillige bliver uddannet i metoderne bag familieidrætten, sådan at familieidrætsforløb kan blive en forankret del af tilbuddene på flere centre.

Projektet er blevet til i samarbejde mellem Røde Kors og Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, og det er fondsfinansieret.