Center Sandholm

 

Center Sandholms kendte, gule bygninger ved Allerød i Nordsjælland er Danmarks modtagecenter for alle nye asylansøgere. Det er her, den første registrering hos politiet finder sted, og det er her, at asylansøgere opholder sig i den første tid. 

Politiet og Udlændingestyrelsen har afdelinger i Center Sandholm, og rollefordelingen er klar. Registrering af nye asylansøgere foregår hos politiet, Udlændingestyrelsen har ansvaret for behandlingen af selve asylansøgningen, mens Røde Kors tager sig af en række basale, humanitære opgaver. Efter måneder på flugt er det typisk et måltid mad, et bad, en dyne og en seng at sove i, asylansøgerne har brug for. 

Ansøgerne får grundlæggende information om asylforløbet i Danmark - og de får tilbudt en helbredsundersøgelse. Center Sandholm har også en børnehave, så børnene har et rart og trygt sted at være, mens forældrene går til interviews med myndighederne eller hviler ud. En af de vigtigste opgaver i modtagelsen er at skabe trygge og rolige rammer for asylansøgere, der har rejst langt og længe. 
 

Hverdagen på asylcenteret

Boliger

Asylansøgerne bor i tre typer beboelse: Familieværelser med eget bad og toilet. Dobbeltværelser med eget bad og toilet og 4-personers værelser med fælles bad og toilet på gangen. Beboerne får mad i en stor, fælles kantine. Rengøring og tøjvask står de selv for.

Center Sandholm har også en afdeling med asylansøgere, der, efter afsonet straf, er på tålt ophold, fordi de danske myndigheder ikke kan udsende dem.

Sundhedsklinik

Den første medicinske modtagelse foregår umiddelbart efter ankomsten, så nyankomne asylansøgere kan blive behandlet for akutte skader. Der er ligeledes særlig opmærksomhed på de mest sårbare, som for eksempel asylansøgere med traumer, ofre for tortur, familier med små børn eller ældre med svækket helbred. 

På sundhedsklinikken arbejder erfarne sygeplejersker og sundhedsplejersker. Læger og psykologer er også tilknyttet klinikken.

Børnehave 

Børn fra tre til seks år går i børnehave. For familier i asylsystemet er det vigtigt, at der er et trygt og rart sted, hvor børnene kan lege og have det godt, så forældrene med sindsro kan deltage i undervisning, være i praktik eller gå til de nødvendige samtaler med myndighederne.

Børnehaverne er indrettet som alle andre børnehaver med rare møbler i børnestørrelse og tegninger på væggene. Pædagogerne arbejder efter særlige pædagogiske principper med fokus på trygge, genkendelige rammer. Det har især børn på asylcentre brug for efter en tid med stor uforudsigelighed og ofte barske oplevelser.

Skole for børn og unge

Børn i alderen 6-16 år går i skole. Børn på asylcentrene har, som andre skolebørn, brug for at lære noget nyt og blive værdsat. Det giver mod på fremtiden, hvad end den bringer.

Undervisningssproget er dansk, og timeantallet er det samme som i folkeskolen, ligesom der også undervises i folkeskolens fag: Dansk, matematik, engelsk, natur/teknik, hjemkundskab, musik, idræt, billedkunst og modersmål.

Børnene på Center Sandholm bliver kørt i skolebus til og fra Røde Kors skolen i Lynge.

Voksenundervisning og praktik

Medarbejderne på Center Sandholm gør en stor indsats for at skabe en aktiv hverdag for asylansøgerne med en kombination af sprogundervisning, aktivering og praktik. 

På Center Sandholm hører køkkentjans, rengøring og tøjvask med til de daglige gøremål. 

På voksenskolen undervises asylansøgerne blandt andet i arbejdsrettet dansk, engelsk, CV-skrivning og iværksætteri.

Fritidstilbud

Ligesom danske børn kan gå i SFO, kan børn og unge på asylcenteret gå i fritidsklub efter skoletid. For de 6-12 årige foregår det i eftermiddagstimerne, og for de 13-17 årige er det mest sidst på dagen, typisk frem til kl. 21. I klubben sørger uddannede pædagoger og pædagogmedhjælpere for fælles aktiviteter, så som madlavning, spil, tegning eller sport.

Klub tilbuddet kan både være på selve centeret eller i fritidsklubber i lokalområdet med danske børn og unge. Det varierer fra sted til sted.

Kontakt Center Sandholm

Sandholmgårdsvej 40
3460 Birkerød
centersandholm@redcross.dk
Telefon: 3527 9900

Asylafdelingens hovedkontor
asyl@redcross.dk
Telefon: 3543 2244

Kontaktperson
Jannich Bisp
jbp@redcross.dk

Frivillighedskoordinator
Tanja Karsten
tja@redcross.dk

Regionsleder
Carsten Isaksen
cai@redcross.dk

Sikker e-mail adresse 
- kun for myndigheder
sikkerpost@redcross.dk

STØT NU