Ret og vrang – strikathon på røde kors trappen

 

Information om arrangementet

Røde Kors Frivillighus hylder strik og medmenneskeligt samvær med et særligt strikkearrangement på Røde Kors Trappen! Vi samarbejder med en dansk garnproducent, og søger for strikkepinde, jazz og god kaffe.

Nybegynder eller garvet strikker, alle er velkomne! Få hjælp til netmaskerne hos Røde Kors’ frivillige og erfarne nørklere. Vi strikker så meget, vi nu kan, og hvis du er ny, sørger vi for at dine strikkede bidrag bliver samlet til tæpper, som går til hjemløse på Røde Kors’ omsorgscentre.

Erfarne strikkere har mulighed for at strikke til vores projekt “God start på livet”, som støtte til gravide og nybagte førstegangsforældre i sårbare livssituationer. Eller du kan komme forbi og hænge ud på trappen med knitrende strikkepinde og til skønne jazzede toner, leveret af Østerbro Jazzklub.

Dagen byder også på en kunstnerisk overraskelse, så kig forbi. Vi ligger i smørhullet mellem Trianglen Metrostation og Frimurerlogen på Blegdamsvej.

TID OG STED:

Fredag den 10. september

Kl. 14.30 - 18.00

Røde Kors Frivillighus, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø

BILLET: Gratis – kræver ikke tilmelding.