Dansk Røde Kors’ katastrofeberedskabsprojekt i Nepal, har til formål at forbedre modstandsdygtigheden over for katastrofer og sundhedsrisici i de mest udsatte og afsidesliggende landsbyer i Bardiya-distriktet i det midt-vestlige Nepal. Området er særligt udsat for tilbagevendende katastrofer såsom jordskælv, oversvømmelser, jordskred og sygdomsudbrud. 

Røde Kors' sundhedsprojekt i Myanmar har til formål at forbedre adgangen til sundhedsydelser, vand og sanitet for sårbare og afsidesliggende lokalsamfund. Projektet har særligt fokus på mødre, nyfødte og børn under fem år, herunder mødre dødelighed og underernæring samt diarré og andre sygdomme som følge af dårlig hygiejne.

Med støtte fra Direktør J.P.A. Espersen og hustru, fru Dagny Espersens Fond, er begge projekter integrerede udviklingsprojekter, som indeholder en bred vifte af aktiviteter, der skal gennemføres for at styrke den udsatte og sårbare lokalbefolkning. I Nepal med særligt fokus på katastrofeberedskab og i Myanmar med særligt fokus på mor-barn sundhed.

Blandt de vigtigste aktiviteter er undervisning i sundhed og hygiejne, etablering af forsyning af rent drikkevand, toiletter og vaskepladser, førstehjælpskurser. Derudover inkluderer vi i Myanmar uddannelse af traditionelle fødselshjælpere, der kan assistere kvinder gennem graviditet og fødsel. Og i Nepal fokuserer projektet også på oplysning og træning i, hvordan man forhindrer, forbereder og responderer rettidigt på katastrofer og andre farer som fx jordskælv, oversvømmelser, jordskred og sygdomsudbrud.