Antallet af uledsagede mindreårige flygtninge med gadeorienteret adfærd er stigende. Særligt de 16 og 18 årige er udfordrende at håndtere i asylsystemet på grund af deres komplekse traumatisering og misbrugsvaner. Derfor etablerede vi i 2015 en særskilt afdeling i Center Sandholm - Afsnit for Uledsagede Mindreårige (UMI).

Røde Kors projektet Bootcamp Sandholm, støttet af Egmont Fonden, ønsker at hjælpe uledsagede unge på Center Sandholm ind i en positiv udvikling, så de kan fungere i en hverdag og dermed øge deres muligheder for at skabe sig en mere tryg og meningsfuld fremtid. Samtidig skal initiativet give viden om virkningsfulde tiltag for den voksende gruppe af sårbare og udfordrende mindreårige.

Røde Kors asylbootcamp

Projektarbejdet består af etablering og afvikling af Bootcamp forløb med målgruppen på Center Sandholm, og indeholder bl.a. kompetenceudvikling. De unge indgår i et fællesskab, hvor de lever sammen og løser opgaver sammen. De deler oplevelser og succeser. Og de er omgivet af synlige, positive voksne, som er med i aktiviteterne, i pauser, under måltider og i det uformelle samvær.

Flygtningeguide & App.

Europa oplever for tiden den største flygtningekrise i moderne tid. Hundredetusindvis af flygtninge bevæger sig nordpå med primært Skandinavien og Tyskland som mål. Langt de fleste af flygtningene kommer fra krigsområder, hvor både børn og voksne har oplevet voldsomme traumer og stress undervejs.

Mange af de flygtninge vi modtager i Skandinavien er familier. Forældre med børn. Med tilværelsen som flygtning oplever mange forældre en enorm hjælpeløshed og utilstrækkelighed i forhold til deres børn. Vi ved fra både forskning og vores arbejde med flygtninge, at forældreevnen svækkes og mange forældre kæmper med, at de ikke evner at tage vare på deres børn.

Egmont Fonden har valgt at støtte Røde Kors’ arbejde med disse flygtninge. Røde Kors har i samarbejde med Center for Krisepsykologi og Hero udviklet et støtteværktøj til forældre og børn, med fokus på forældrerollen og en positiv understøttelse af denne. Projektet 'Guide for flygtningeforældre - bedre familieliv i asylfasen' tilbyder forældre i asylfasen en forældreguide, hvor de får viden om og redskaber til hensigtsmæssig varetagelse af deres børn, samt råd og vejledning til egenomsorg og håndtering af sorg, kriser og traumer hos deres børn, såvel som hos dem selv.

Projektet vil fremme trivsel og livskvalitet hos familier, der søger asyl, ved at skabe gode rammer, der kan medvirke til en tryg og meningsfuld opvækst blandt børn og unge.