Røde Kors er aktivt engageret i at fremme social inklusion og aktivt medborgerskab blandt nye medborgere med etnisk minoritetsbaggrund. Mange af vores lokale afdelinger arbejder med integration på forskellig vis, som bliver tilrettelagt i nært samarbejde med kommune og andre relevante aktører som fx boligforeninger, sprogskoler, folkeskoler og frivilligcentre.

Med støtte fra Kavlifondet har vi bl.a. sikret faglig udvikling og støtte til vores lokale afdelinger, som arbejder med sprogtræning og lektiehjælp.

Udover støtte til afdelingerne omkring opstart af aktiviteter og indgåelse af nye samarbejder med for eksempel sprogskoler, har vi afholdt et landsdækkende kursus for frivillige lektiehjælpere og sprogtrænere.

Vores tilgang til integrationsindsatsen er bredt orienteret og sigter mod at imødekomme de forskellige, sociale behov, som nye i Danmark har. Derfor tilbyder vi forskellige, frivillige integrationsaktiviteter, hvoraf sprogtræning og lektiehjælp udgør to separate af slagsen: Lektiehjælp er for børn i folkeskolealderen og sprogtræning for voksne, der er ved at lære det danske sprog.

Vores helhedsorienterede tilgang gør, at vi har fokus på den enkelte persons behov. Derfor tilbyder afdelingerne ofte mere end én integrationsaktivitet til målgruppen. Sprogtræning/lektiehjælp suppleres således ofte af fx venskabsfamilier, væresteder og udflugter.