Julehjælp

Mens de fleste børn og voksne glæder sig til julen, er højtiden for udsatte børnefamilier ofte forbundet med ekstra store bekymringer. Der er ikke råd til julemiddag, juletræ eller julegaver til børnene. Ofte er julen fyldt med dilemmaer og afsavn, fordi økonomien ikke slår til. For disse familier, er julen følelsen af at stå helt udenfor. For børnene kan det f.eks. betyde, at det er svært at komme i skole efter juleferien, fordi de ikke kan fortælle om en god jul som deres kammeraters.

Vi ønsker at modvirke og forebygge social udsathed og sårbarhed blandt børnefamilier i Danmark – også i højtiden. Vi vil være med til at forbedre både forældrenes og børnenes trivsel og livsvilkår. Hvert år hjælper vi tusindvis af udsatte børnefamilier i Danmark til en god jul, og vi hjælper danskere, der ikke har nogen at fejre julen med.

Når Røde Kors uddeler julehjælp, sker det gennem vores lokale afdelinger, oftest i tæt samarbejde med kommunale sagsbehandlere, som kender familierne og deres behov. Samarbejdet med kommunerne sikrer, at vi når de familier, der har allermest behov for julehjælpen. 

Julehjælpen består af en julekurv, eller i de fleste tilfælde et gavekort på 800 kroner til et lokalt supermarked. På den måde kan familierne, gennem deres indkøb, selv være med til at definere, hvad der udgør en god jul for dem. Hjælpen skal sætte familien i stand til at afholde en julemiddag og skabe de rammer omkring juleaften, som gør, at børnene kan snakke med i skolen, når vennerne fortæller om deres juleferie. Sammen med julehjælpen modtager familien en invitation til at deltage i lokale netværksaktiviteter i Røde Kors bl.a. familienetværket, som er en aktivitet, der støtter familierne hele året. 

Fonde

Kontakt fondskoordinator

Ziga Friberg

Udviklingskonsulent, National Afdeling
Tlf: +45 35299455
E-mail: zifri@rodekors.dk