Familien i fokus arbejder med en helhedsorienteret tilgang, hvor Røde Kors i samspil med andre aktører støtter sårbare familier, så de i højere grad bliver i stand til at skabe forandring i deres eget liv. Dette fokus på at styrke familien er en væsentlig forudsætning for at skabe afgørende forandringer i børnenes livsbaner og dermed bryde den negative sociale arv.

VIVE har evalueret Familien i Fokus. Her kan du læse om resultaterne af undersøgelsen.

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – konkluderer, at frivillige på tværs af de to indsatser frivillige familievenner og frivillige mentorer er lykkes med at støtte forældre i sårbare positioner, så de i større udstrækning selv kan mestre udfordringerne i deres hverdag og dermed sikre positive forandringer i familielivet. Det betyder, at de selv i højere grad er motiveret for at søge arbejde, at færdiggøre en uddannelse, at organisere hverdagen med dagtilbud, skole, lektielæsning og indkøb mv.    

FAMILIEVENNER Familievenner

Midtvejsevalueringen viser, at familier der indgår i et familievensforløb gør en stor forskel for familierne, og at 71 pct. af familier med en familieven vurderer, at de har stor gavn af forløbet. 

En mor fortæller om forløbet:  

”Det er livsforandrende, det, der er sket. Jeg mener det (…) Min lejlighed er pænere og flottere, og jeg kan også selv mærke nu, hvordan mine børn har det. De er glade.” 

Hvad fylder i familievensforløbene?  
Forældrene får en voksen at sparre med og støtte til at blive bedre til at mestre hverdagslivet. Der er også børn, der har brug for hjælp til at klare skolen, og hvor familievennen bliver et vigtigt anker for barnets skolegang. 

Hvor lange er familievensforløbene? 
Knap halvdelen (46 pct.) af forløbene varer mellem 20-35 uger, mens 21 pct. varer mere end 35 uger. Samlet set varer forløbene i gennemsnit i et halvt år. 

Hvem er familierne?
De familier, som får tilbud om at indgå i et familievensforløb står ofte i sårbare situationer. Flere er ramt af dårlig økonomi, og bekymringer herom fylder meget i hverdagen, ligesom flere giver udtryk for at være ramt af en presset hverdag og at de generelt ikke er tilfredse med livet. 

MENTORER Mentor samtale

Midtvejsevalueringen viser, at familier der indgår i et frivilligt mentorforløb oplever, at den frivillige mentor gør en positiv forskel for dem i deres hverdag. 8 ud af 10 forældre vurderer, at de har haft stor gavn af at have en mentor.   
En af de frivillige jobmentorer fortæller om den udvikling, der er sket hos forælderen:  
 

”Han er blevet optimistisk. Mere positiv energi. Han smiler mere. Måske er det fordi, der er lys i mørket, fordi han har fået job, men han bliver mere optimistisk. Da jeg mødte ham, var han deprimeret og havde mørke tanker”. 

Hvad fylder i mentorforløbene?  
Mentorerne hjælper forældrene med at skabe motivation og styrke troen på egne evner i forhold til at komme tættere på beskæftigelse, eller at bli. De frivillige fokuserer på ’de små skridt’ hen imod beskæftigelse, og hjælper bl.a. med at skabe struktur og retning i processen. I mange forløb støtter den frivillige mentor forælderen i at skrive ansøgninger, opbygge et CV og træne jobsamtaler mv. Andre mentorer hjælper også deltagerne med at forventningsafstemme, hvilket type job de kan forvente at få, eller er med at udvide deltagernes horisont i forhold til, hvilke stillinger de kan søge.
 

Hvem er deltagerne?
Fælles for de interviewede deltagere, som indgår i et mentorforløb er, at de mangler netværk og erfaring med jobsøgning. 
 

Der er overordner to grupper af mentorforløb: 
Der er mentorforløb, hvor fokus er på ’opgaven’ eller ’missionen’. I forhold til de frivillige mentorforløb fylder hjælp til ansøgninger eller lektier en del, ligesom der kan være brug for hjælp til at forstå, hvordan kulturen er på en arbejdsplads, hvis deltageren skal starte i et praktiforløb.
I den anden hovedtype af mentorforløb, støtter mentorerne i langt højere grad deltagerne i forhold til alt det øvrige i livet rundt om arbejde og uddannelse. Ofte er mentoren én, som deltageren sparrer med, og her er der i høj grad fokus på motivation og understøttelse af troen på egne evner.  
 

Læs hele rapporten her

Om Familien i Fokus

Familien i Fokus vil nå 4.000 deltagere og sikre minimum 500 familier en frivillig familieven, der hjælper med at håndtere udfordringer i hverdagen hos den enkelte familie, og som støtter op om børnenes læring, herunder lektier og læringsrettede aktiviteter mv. Samtidig hjælper en familieven med familiens brobygning til lokalsamfundets muligheder, ligesom familievennen kan deltage som bisidder.

Herudover sikres 250 sårbare forældre en frivillig job- eller uddannelsesmentor, der støtter den enkelte med at komme tættere på arbejdsmarkedet, eller ved at blive fastholdt i en uddannelse. Dette sker via en én til én støtte, hvor den frivillige mentor kan støtte op om troen på egne evner, sparring om muligheder, samt hjælp til fx opbygning af et CV mv. Derudover kan indsatsen i enkelte tilfælde, og i samarbejde med lokale jobcentre og arbejdspladser tilbyde erhvervsmentorforløb på en arbejdsplads, hvor Røde Kors klæder en medarbejder på til at være mentor.

Endelig understøtter indsatsen Røde Kors’ familienetværk, hvor der løbende udvikles og igangsættes nye familienetværk, således at projektet ved periodens afslutning når 75 familienetværk for herigennem at sikre en landsdækkende indsats. Familien i fokus bygger på den indsats og kapacitet, som Røde Kors’ familieprogram i årene 2014-2017 har opbygget. Således er projektet med til at styrke en helhedsorienteret løsning på familiernes udfordringer.

Indsatserne i Familien i fokus udvikles og implementeres i tæt samspil mellem Røde Kors centralt, de lokale Røde Kors afdelinger og øvrige aktører som kommuner og boligsociale indsatser m.fl. Vores erfaringer viser, at såvel kommunale jobcentre som familieafdelinger ønsker at samarbejde med civilsamfundet og at Familien i fokus er en vigtig brik i den samlede indsats.

Familien i fokus hører under Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativs programområde 2 vedrørende ”Brud med den negative sociale arv hos børn og unge”. Projektet har særligt fokus på at styrke socialt udsatte familiers trivsel, handlemuligheder og bringe dem tættere på arbejdsmarked og uddannelse.

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter Dansk Røde Kors projekt Familien i Fokus.
 

apmoeller

 

Ønsker du at høre mere om Familien i fokus, kontakt:

Mette Ovgaard
Projektleder og udviklingskonsulent
Dir: +45 3529 9683
Mob: +45 2178 5186
meovg@rodekors.dk

Eller

Anna Blindum
Projektleder og udviklingskonsulent 
Dir: +45 3529 9597
Mob: +45 2177 9380
anbli@rodekors.dk