Sultkatastrofe i Sydøstafrika har været forudset i et år

Tørken har langsomt men sikkert ædt sig frem i det sydøstlige Afrika. Vejrfænomenet El Nino har reduceret regnen til næsten ingenting. Eksperter har i et år vidst, en sultkatastrofe var under opsejling. Failed Harvest 2
 
 

Af Rie Duun og Stine Oksbjerg.  Foto Guido Dingemans

Sidste år var det slemt. Året før var det slet ikke godt. Og i år er det værre.

Vejrfænomenet El Nino får skylden for den aktuelle mangel på mad i det sydøstlige Afrika, hvor ændringer i vejret rammer den fattige landbefolkning hårdt.

El Nino har trukket et spor af tørke over Afrika fra Etiopien i øst til Zimbabwe, Lesotho, Swaziland og Malawi i syd. 47 millioner mennesker mangler lige nu mad. Og næste mulighed for at høste er først i marts 2017.

Mange sover på tomme maver i Malawi

”I øjeblikket sover folk på tomme maver ude i landsbyerne, og uden massiv hjælp fra det internationale samfund står vi over for en egentlig katastrofe,” siger Innocent Milanzie, der er agronom og souschef på distriktskontoret for landbrugsudvikling i distriktshovedstaden Mwanza i det sydlige Malawi.

Du kan hjælpe de sultende i Sydøst Afrika

Hans opgave er egentlig at hjælpe med at opdyrke nye områder i distriktet, men i de seneste år har han koncentreret sig om at bevare de opdyrkede områder og forhindre, at de igen bliver til krat eller ørken, når tørken rammer, og folk forlader dem på jagt efter mad.

”Det er andet år i træk, vi oplever tørken. Langt de fleste familier her lever af landbrug, og i år er der flere end 37 procent af dem, som ikke har mad nok. Sidste år ved samme tid var det bare fem procent,” forklarer han.

 

Tørken tvinger folk til at sælge deres dyr

I Mwanza, som i år har fået mindre end halvdelen af den regn, der falder i et normalt år, er familierne fanget i den samme onde cirkel, som rammer landbefolkningen i nabolandene og i det østlige Afrika:

”Mange har måttet sælge deres dyr for at få penge til at købe majs eller hirse, når de ikke har kunnet høste nok. De har typisk nogle grise, geder og ænder eller lidt høns. Når de er tvunget til at sælge dyrene, er det svært for dem at komme på fode igen,” fortæller Innocent Milanzie.

Meld dig som indsamler og hjælp under katastrofer

”For det første udnytter opkøberne skånselsløst, at der er en fødevarekrise, og priserne på dyrene er faldet dramatisk. For det andet har familierne ikke længere husdyrenes gødning til at gøde markerne med og er nu afhængige af at købe kunstgødning. Deres egen produktion af mad bliver altså dyrere, og samtidig har de mistet muligheden for lidt ekstra indtægter ved at sælge for eksempel kyllinger eller smågrise løbende.

 

Katastrofen har været kendt et år

El Niño-hændelser kan forudsiges mindst nogle måneder i forvejen. Siden sidste år har Innocent Milanzie kunnet regne sig frem til, hvornår sulten for alvor ville ramme Mwanza, nemlig sommeren 2016.

Selvom katastrofen har været kendt, har det været svært at rejse penge til hjælpearbejdet. Røde Kors’ nødhjælpsappeller for de tørkeramte lande i den sydlige del af Afrika er i gennemsnit kun blevet dækket med 31 %.

Katastrofen er hele tiden kommet nærmere som en forventelig konsekvens af det tørre klima og af dyrkningsmetoder, der ikke tager højde for perioder uden regn. Og den regn, som er faldet, er kommet i form af mindre byger, der hurtigt udtørrer i heden.

Tørken tørrer brøndene ud

Willard Botha er chef for vandforsyningen i Mwanza. At vande marker og haver er der slet ikke tale om. Selv de kunstvandede områder ligger tørre hen, fordi vandstanden i floden er alt for lav. For ham gælder det nu om at holde landsbyernes fællesbrønde intakte, så folk kan hente drikkevand.

Du kan hjælpe os med at hjælpe i Sydøstafrika

”Vi har kæmpet mod tørken de seneste to år. Det første år troede vi, at situationen ville normaliseres, men det er ikke sket. Vi har oplevet det samme mønster som sidste år, hvor regnen svigter. Vandforsyningen i Mwanza er i øjeblikket meget presset. Vi ser lange køer ved vandposten mange steder, for vandstanden er lav, og brøndene bliver kun langsomt fyldt,” siger han.

Kun få familier har egne brønde. De fleste henter vand ved offentlige brønde i de små byer. Tørrer disse ud, må de ofte gå til den næste landsby efter vand. Det betyder, at de har mindre tid til at passe jorden, når det igen bliver tid til at så. Og den onde cirkel fortsætter.