Læge: De går i 8 timer for at få hjælp

Der er langt til hjælp, og monsunen får klipper og jord til at vælte uvarslet ned og spærre flere veje i de fjerne bjergområder i Nepal. Flere tør stadig ikke vende hjem.
 
 

Efter tre ugers hårdt arbejde, begynder vores danske læge i Nepal, Christian Jensen, at føle sig lidt slidt. Her er, hvad han selv skriver:

Dagligdagen vender så småt tilbage

Katastrofen i Singati er ved at bevæge sin ind i en ny fase. Dag for er der lidt flere gennemrejsende i byen. De rejsende kommer med bus sydfra og fra Kathmandu og skal videre op i bjergene til deres landsbyer i Himalaya.

Denne øgning i trafik har motiveret nogle af indbyggerne til at gå i gang med oprydningen i ruinerne af deres huse, hvor der desværre fortsat er døde begravet under brokkerne.

Der dukker også flere og flere små madboder op, som sælger stegte nudler, bønner og ris.

Klipper og jord vælter ned

Hovedparten af indbyggerne er dog stadig for skræmte til at vende tilbage pga. daglige efterskælv og bjergskred. Monsunens massive regnmængder siver ned i sprækker dannet af jordskælvet, og tonsvis af klipper og jord river sig uvarslet løs og styrter ned over veje, telte og floder.

Flere og flere af bjergvejene lukkes som følge heraf, eller fordi de bliver for glatte og mudrede at køre på. Selv i den tørre tid er deres stejlhed en udfordring i sig selv.

Singati by har nu på anden uge en teltbaseret helbredsklinik bemandet med en læge, en sygeplejerske og en jordemoder. Patienterne har ofte vandret i 2-4 timer, ja nogle 6-8 timer for at nå frem og få behandling.

Læs også: Dansk læge: forholdene er ekstreme

- Jeg føler mig slidt

Vi har fortsat intet set til de lokale sygeplejerske og den læge, som arbejdede her før jordskælvet. De flygtede umiddelbart efter for at tage sig af deres egen familie og genopbygge deres egne boliger.

Det kan man ikke fortænke dem i. Men vi håber at kunne tiltrække dem i den nærmeste fremtid, så de kan arbejde side om side men Rødekors personale.

For mit vedkommende har jeg snart været i gang i 3 uger, stort set uafbrudt, og jeg føler mig efterhånden lidt slidt.

Som nævnt er det tiltagende vanskelig at komme rundt med den mobile klinik pga. vejforholdene, men vi har lykkedes med at komme ud til de fjerne afkroge hver dag indtil nu, og vi har set og behandlet en masse patienter.

Aldrig set så stor taknemmelighed

Mødet med disse søde nepalesere, som har været så meget igennem, er benzinen, som får den daglige deligatmotor til at køre. Selv om vores arbejdsdage er meget lange, og vores nattesøvn ofte er elendig, finder vi et ekstra gear, når vi sammen på tværs af kulturen og kan grine midt i al elendigheden.

Som i mange andre lande udenfor Europa skal skoleeleverne i Nepal bære en skoleuniform. Jordskælvet ødelage meget af familiernes indbo, og ca. 1/3 af Singatis 650 skoleelever mistede deres uniform.

Det har været en fantastisk oplevelse at være med til at starte en privat indsamling blandt de Røde Kors delegerede og deres familier, således at alle elever nu har eller er ved at få syet en skoleuniform.

Deres glæde og taknemmelighed overstiger alt, jeg tidligere har set.

Tak for jeres opmuntring

Tak til de mange som har sendt kærlige hilsner og støttende ord via Røde Kors' facebookside.

Det er svært at forklare betydningen af og glæden ved at læse disse kommentarer, når man sidder som eneste dansker 6500 km væk i et øde, bjergrigt område med sparsom elektricitet og meget begrænset telefon og netforbindelse.

Namaste!
Christian