Bjærgningsarbejdet fortsætter efter jordskælvet i Nepal

Bjærgningsarbejdet i Kathmandu fortsætter utrætteligt efter jordskælvet, og selv om håbet for at finde overlevende svinder som tiden går, er det nødvendigt at blive ved med at grave.Sailendra Kharel1
 
 

Af Troels Donnerborg. Foto: Sailendra Kharel

I dag var Røde Kors’ nødhjælpsarbejdere fortsat i gang i den gamle bydel Bhaktapur og forcerede bjerge af mursten, mudder, træbjælker, skolebøger, sengelinned og legetøj for at komme ind til ødelæggelserne.

Kun kvarte og halve huse står i flere kvarterer, og rundt på gadehjørnerne står mænd og kvinder med blanke øjne og kigger op på det, der engang var deres eneste hus og alt, hvad de havde.

Mere end 5.000 meldes dræbt

En mand står midt i en ruin og siger, at han har mistet sin brors kone og sin brors datter derinde, og Buddha Laxmi Ghosai på 33 år er utrøstelig. Bjærgningsmandskabet fra Røde Kors har netop lukket ligposerne omkring hendes søster og hendes svigermor. Folk dækker næsen med tørklæder for den søde lugt.

”Det er voldsomt at se så mange have mistet alt,” siger Anders Ladekarl, der står midt i det hele. 

”Men det er afgørende, at vi fortsætter arbejdet. De her mennesker har fortjent at tage ordentlig afsked med deres kære, og vi ved, det kan give nogle frygtelige traumer, hvis ikke de har set deres omkomne familiemedlemmer blive gravet ud.”

Du kan hjælpe de jordskælvsramte i Nepal

En halv million er blevet hjemløse

Lige over for det nu ruinerede hus, ligger en skole, der også er faldet sammen. Heldigvis skete jordskælvet på en lørdag, og de fleste børn er i dag blevet sendt til mere sikre steder.

Næsten ingen af familierne i området tør gå ind i deres huse, og derfor mangler de stort set alt. De bor i midlertidige husly af de presenninger, der har kunnet finde og deler den mad de har og den regnvand, de kan samle op. Derfor er vi i Røde Kors i gang med at sørge for rent drikkevand og huslysæt til dem.

17.000 familiesæt var allerede på plads og 100.000 huslysæt er på vej ind i landet.