I flygtningelejren lever vi som døde

Libanon er det land, der har taget imod flest flygtninge per indbygger. Her forsøger familien Mahmoud at overleve, mens hjælpen og børnenes fremtid svinder ind.

Af John Engedal Nissen. Foto: Poul Madsen

Lyset strømmer ind gennem hullerne i træpallerne. De står på højkant og fungerer som vægge i det lille telt, der udgør familien Mahmouds hjem. Taget er en presenning holdt fast af en simpel trækonstruktion. Indenfor er et rødt, mønstret tæppe lagt ovenpå den tørre jord.

I det primitive hjem sidder den 47-årige familiefar Salloum Mahmoud og husker tilbage på familiens liv i Syrien, inden krigen brød ud. På dengang alt var anderledes.

Hjælp andre som familien Mahmoud - meld dig som indsamler

De boede i et velmøbleret tre-etagers hus med stort køkken, to toiletter og en balkon i storbyen Homs i Syrien. De var en del af landets middelklasse og nød godt af gratis skolegang og sundhedsvæsen.

”Vi manglede intet og havde ingen bekymringer,” siger Salloum Mahmoud, der er uddannet lærer, men i Syrien arbejdede som bygningskonstruktør, fordi lønnen var højere.

Krigen ændrede alt

Hjemme passede hans kone parrets otte børn, og der var penge til både mad, tøj og fornøjelser. De havde internet, og børnene fik egen mobiltelefon, da de blev gamle nok. De spiste ofte ude om aftenen og plejede i weekenden at grille med familie og venner i byens parker, hvor børnene kunne lege og fjolle rundt på legepladserne. Kvarteret var trygt.

Men så brød krigen ud. Bomberne rykkede stadigt tættere på, og det blev for farligt at blive i landet. Selv naboen, som de havde kendt i næsten to årtier, vendte sig imod dem og spredte usande rygter om, at de var i ledtog med oprørerne.

”Til sidst kunne jeg ikke tage på arbejde og efterlade mine koner og børn alene hjemme,” siger Salloum Mahmoud.

De flygtede over bjergene til det tørre og forblæste ørkenlandskab omkring byen Qaa i det nordlige Libanon. Det ligger blot få kilometer fra den syriske grænse og et halvt hundrede kilometer fra hjembyen Homs. Det er her, vi møder familien.

Børnene mangler mad

”Vi kom hertil med det tøj, vi havde på, for vi troede, vi skulle være her i to-tre måneder og ikke i flere år,” siger han og forklarer, at de nu mangler både tøj, vand, mad og penge.

Ordentlige toiletforhold har de heller ikke, og Mahmoud frygter, at hans tre-årige søn en dag drikker af det kloakvand, som løber i små bække uden for teltet.

Meld dig som indsamler d. 4. oktober

”Vi anser os selv som døde her, for vi skal tigge om brød, og vil jeg have min lille søn til lægen, må jeg tigge min nabo om at køre os derhen. Vi har ikke selv råd til transporten,” siger Mahmoud og fortsætter:

”Hver dag går jeg forbi de lokale butikker, men jeg har gæld hos dem alle, så jeg kan ikke længere købe mad til mine børn. Vi må vente på den hjælp, vi får fra nødhjælpsorganisationerne.”

Hjælpen forsvinder

Men Røde Kors og de andre nødhjælpsorganisationer må i øjeblikket skære kraftigt i den nødhjælp, de giver til familier som Mahmoud, fordi der ellers ikke er penge til at hjælpe alle. I dag modtager familien kun en fjerdedel af det beløb, de fik i begyndelsen – selvom det kun dækkede to tredjedele af deres madudgifter. Dertil kommer udgifter til husleje for den jordplet, de bor på, samt for el og vand.

Tidligere underviste Mahmoud flygtningebørn på en skole i nærheden, der var oprettet af FN, og som gav dem en lille indtægt. Men skolen blev ødelagt i vinter.

I øjeblikket klarer de sig derfor kun, fordi Salloum Mahmoud har fået midlertidigt arbejde hos en lokal landmand. Men høsten er snart forbi, og så står de igen uden indtægt.

Selvom gavmilde libanesere og nødhjælpsorganisationer indimellem deler mad og nødhjælp ud, foregår det undertiden så langt væk, at Salloum Mahmoud ikke kan få fat i hjælpen. Transporten dertil koster ofte tre dages løn.

Inden længe begynder den hårde vinter. Den klarede familien sig kun igennem sidste år, fordi Røde Kors gav dem presenninger til at holde regn og sne ude af teltet, og tæpper, som kunne beskytte mod kulden.

”Uden den hjælp ville vi være døde af kulde, for her var meget koldt,” siger Salloum Mahmoud.

Meld dig som indsamler og vær med til at hjælpe i nærområderne

Drømmen om Europa

Han har hørt fra andre syrere, at forholdene er bedre i Europa, hvor flygtninge i det mindste bor i huse og får lægehjælp, mens børnene kommer i skole. Men han ved ikke, hvordan de skal komme dertil.

”Vi må vente to dage bare på at komme til nabobyen med bil, så hvordan skulle vi kunne nå til Europa?” spørger han opgivende og begræder, at hans børn ikke har mulighed for at komme i skole.

For både skole og transporten dertil koster penge. Selv forsøger han at undervise sine børn, når han har overskud. Både i det arabiske og latinske alfabet og i den mest elementære matematik. Men det meste foregår ud fra hukommelsen, fordi de mangler skolebøger, hæfter og blyanter.

”Det er den værste forbrydelse i det her,” siger han og fortsætter:

”Fattigdom kan vi overleve, og vi kan undvære mad en dag eller to, ligesom vi en dag kan bygge nye huse. Men uden uddannelse – uden at lære at læse og skrive – har mine børn ikke nogen fremtid. Det er det, der bekymrer mig mest.”

Bliv indsamler søndag d. 4. oktober