Lørdag, dag 8 efter jordskælvet:

Tobleronedrengene har arbejdet til klokken tre i nat for at lave ansøgningen til EU færdig, og da jeg forlod kontoret sent i aftes var frivillige og nødhjælpsarbejdere stadig i gang med at pakke lastbiler. Peter og Peter i lufthavnen kommer hver dag som de sidste til aftensmaden omkring ni-tiden og tager tilbage dertil igen, når de har spist. I dag kommer de til for alvor at få hul igennem derude. De får forhandlet frem, at der ikke skal betales told for den nødhjælp, der er blevet tilbageholdt. Der var blandt andet bøvl med nogle jeeps, hvor rattet sidder i højre side modsat Nepals venstrestyrede system.Nepal _katmandu _jordskaelv _u
 
 

Lørdag d. 2. maj

Jeg har drømt om jordskælv hele natten og har været oppe mange gange og stå under dørkarmen. Men jeg får at vide, at der kun har været et enkelt efterskælv i nat. Det må have sat sig i mig, og jeg begynder at forstå, hvorfor nepaleserne virker udkørte og ikke har lyst til at sove inden for med deres børn.

Mødet med pigen fra Bhaktapur

For to år siden var jeg i Nepal for at fortælle historien om det jordskælv, alle eksperterne forudså ville ramme Katmandu. Jeg talte med Røde Kors-frivillige om hvordan de forberedte sig, og jeg besøgte børn i faldefærdige huse. Særligt en pige gjorde stort indtryk på mig. Hun var på det tidspunkt 13 år gammel, og boede i Bhaktapur, en af de bydele i Katmandu, der er blevet værst ramt af jordskælvet. Hun var den første, jeg tænkte på i lørdags, da jeg fik nyheden om skælvet, og lige siden har jeg håbet på at få tid til at finde hende igen.

Det har jeg nu. Jeg ved, hvilken skole, hun gik på og min fotograf Sailendra hjælper mig med at finde den, selv om han aldrig har været i den del af byen før. Derfra kender jeg vejen. Sidste gang var der sennepsblomster på marken. Nu er der sat majs. Men ellers ligner det sig selv. Skorstenen på murstensfabrikken stritter stadig op midt i dalen under bakkerne, der ligger i plateauer op mod hendes hus.  Skolen var sikret mod jordskælv og står der stadig så solidt som en betonklos. Men jeg kan se, at mursten er raslet af og tagsten drysset ned af flere huse.

 

Foran hendes hus er der ikke længere en stor plads, hvor hun kan lege med sin veninde Junu som sidst. Nu er der telte og presenninger og køkkengrej, hvor områdets familier har boet siden i lørdags. Et par drenge tager imod os, vi går omkring teltene. Så ser jeg hende. Hun sidder i sit hus, oppe på hendes værelse som sidst og kigger ud af vinduet. Hun har fået længere hår og hendes blik er blevet mere alvorligt. Men hun smiler stort, kommer ned og kigger i det to år gamle røde kors magasin, jeg har taget med til hende, hvor hun er på forsiden. Hun holder godt fast i det og bladrer det igennem mange gange. Tak siger hun. Det viser sig, at det er første gang, hun har været på sit værelse siden katastrofen - hun ville lige prøve om hun turde, for de bliver jo nok nødt til at flytte ind igen snart.

 

Jordskælvet har ikke fået deres hus til at kollapse som tre andre i deres lille kvarter. Men der er kommet store revner i muren, og de tør stadig ikke rigtigt gå ind for andet end at hente nogle ting. De bor i stedet på ti kvadratmeter i et telt, der er åbent i den ene ende sammen med 15 andre. Det har regnet igennem de første dage, og de er blevet våde, når de har sovet. Så i går fik de et par presenninger af Røde Kors til at lægge hen over. Det er rart at følge op på, hvordan hun har det. Hun virker stærk og modig og huskede hvad hun havde lært i skolen om jordskælv. At man skal gå udenfor. Hendes far siger, han ikke har råd til at få huset væltet og bygget et nyt. Han spørger mig, om jeg tror, det er sikkert at flytte ind igen. Jeg siger, at jeg ikke ved det, men at de skal spørge det lokale Røde Kors. Senere regner det igen og blæser op. Jeg tænker igen på Shristi i det åbne telt. 

Efterskælv stopper ikke hjælpearbejdet

'Gem filen' råber Peder Damm fra kontoret. Det ryster i kontorbygningen på hovedkontoret og et jordskælv på 5.0 har ramt Nepal. Det eneste Peder tænker på er ansøgningen til EU. Det er vigtigt at få de penge hjem så vi kan hjælpe nogle flere, og Tobleronedrengene Andreas og John trykker save, inden de overvejer at finde et af de trekantede skilte i loftet, der indikerer, hvor det at er sikkert at stå. Men det hele er hurtigt ovre og de kan arbejde igen.

 

Det kan de tre eksperter i uddeling heldigvis også. Jesper er kommet afsted op i bjergene til Dhadeng, hvor vi var i går. Han skal undersøge behovet nærmere og derefter kører en lastbil afsted mod de små landsbyer deroppe. Pie og Poul Henning kommer også afsted sammen med nogle kinesere og 50 telte. Der er hårdt brug for dem i Sakhu. Der lugter af murstøv i hele byen, og halvfems procent af husene er styrtet sammen, så gaderne nu er fyldt i mere end mandshøjde med murbrokker. En kvinde fortæller med dirrende stemme Poul Henning sin historie. 'De gravede og gravede og gravede. Og de graver stadig lig op af babyer, børn, vokse og gamle' siger hun. 'Det er så hårdt og så vanskeligt at overleve her. Så sent som i dag var der en kvinde i et hus, de faldt ned og døde, fordi huset faldt sammen, da hun skulle hente noget derinde'. Hun kan slet ikke stoppe sin historie og virker som om hun bare har brug format fortælle det til nogen. En militærmand fortæller, at skælvet skete en lørdag, hvor der var basar, at mange var på besøg udefra, og at ingen derfor helt ved hvor mange der egentlig ligger begravet i ruinerne i de smalle gader her en uge efter katastrofen. FN siger nu, at over 6.000 mennesker er døde i alt, og at man mangler at høre fra 3000. I jordskælvet for 81 år siden, der er det største i Nepals historie, døde 8.300. Jeg kigger op, og de halve huse hænger faretruende ud over gaden. En lille fugl får en sten til at falde ned fra et hus. 'Jeg tror lige vi skal passe på, hvor vi går' siger Anders, da jeg vil tage noget video af situationen. Og så hører vi et ordentligt brag af sten og træ, der rasler til jorden lidt længere væk. Jeg er ret imponeret over Pie og Poul Hennings ro, da de lytter til folks historier og deres måde at takle det på, da folk i byen pludselig begynder at servere te og småkager. Og det er hele turen værd at se to små drenge tage sig en brydekamp inde i det telt de har fået.

 

Jeg kigger på tallene, og ifølge FN er 530.000 huse ødelagte. 70.000 huse kollapset. 1 million er blevet hjemløse. I morgen tidlig kan jeg tage flyveren hjem til MIT hjem. 

 

Det sidste jeg hører er, at Peter og Peter i lufthavnen har fået landet alle fly i dag og flyttet de mange tons nødhjælp, der har dannet prop i lufthavnen  et skridt nærmere dem, der skal have det.