Torsdag, dag 6 efter jordskælvet:

Poul Henning fra uddelingsholdet har lånt en seng på mit værelse, og har iført sig sine natbriller fra flyet for at kunne sove, mens jeg arbejder færdigt med de tekster, jeg skal skrive. Poul Henning skal til første møde med røde kors forbundet og er sent på den, da han vågner kvart over syv. Jeg starter op på kontoret med vores fotograf Sailendra, der nærmest er blevet en del af holdet og snart er vi på vej ud i Kathmandu.
 
 

Torsdag d. 30. april

Uddeling af vandrensningstabletter

Vi tager ud til en uddeling af vandrensningstabletter, og bliver advaret om, at folk kan reagere desperat og aggressivt, hvis ikke de synes, de har fået nok hjælp, men der er slet ingen problemer. Tre frivillige, der har meldt sig til Røde Kors for første gang i deres liv, styrer uddelingen, og alle 60 familier til stede får tabletter. Men der er også langt færre at dele ud til, end de havde planlagt. De havde regnet med at dele ud til 15.000 idag, men i første omgang, er det nogle hundrede. Folk er ganske enkelt ikke længere, hvor de var for to dage siden. Teltene er forsvundet fra de store åbne pladser, og kun de allermest trængende med totalt smadrede huse er tilbage. Uddelingen må fortsætte andre steder i byen og omegnen. Men hvor er folk egentlig henne?

Frygt for efterskælv og tyverier sender folk ud i landsbyerne

Flere hundrede tusinde er taget tilbage til deres familier i landsbyerne, men mange er også bare taget tilbage til deres sprækkede huse, fordi de er bange for tyverier, eller fordi de ikke længere er så bange for efterskælv, siger vores fotograf Sailendra. Så det er der, vi skal have fat i dem.

Det danske uddelingshold Jesper, Poul Henning og venter på den sidste halvdel af deres hold fra amerikansk Røde Kors. De er lidt frustrerede, da de har svært ved at overbevise de lokale nødhjælpsorganisationer om, at de skal lave det, de er sent herned for. Nemlig særligt at uddele penge til de mange, der har mistet alt. Man ved fra tidligere operationer, at det er noget af det der virker bedst, fordi folk bedst selv er klar over, hvad de har brug for, og fordi det samtidig sætter gang i den lokale økonomi.

Lever Surab stadig?

Om eftermiddagen kører vi ud for at finde en ganske bestemt dreng. For to år siden talte jeg med 10-årige Surab, der elskede at spille counter strike. Vi skrev om, at han var bange for jordskælvet som så mange andre, men at han ikke rigtigt kunne forholde sig til det, selv om hans forældre boede i en gammel, krakeleret bygning i et bygningskompleks, der mindede om den rene dødsfælde. Jeg tænkte, at han var en nål i en høstak. Men efter et par opringninger fandt vi ham sgu. Yes. Og huset stod endnu trods store skader. Jeg viste dem de to år gamle billeder, og de billeder var de godt nok glade for. Og vi fik drukket utroligt meget te. Det var dejligt at møde Surab og hans familie igen.

Vi får de første rapporter fra de fjerntliggende landsbyer

Tilbage på kontoret bliver der arbejdet sent og talt nødhjælp og diskuteret, hvordan man bedst når frem med hjælpen. Til aftensmaden går snakken ved bordet om de efterretninger, der er løbet ind fra de hold, der har været afsted i flere dage til afsides liggende landsbyer. Der er 1000 mennesker døde et sted og 90 procent ødelagte huse et andet sted. Men det er svært at få lastbiler frem med forsyninger, fordi der er mangel på begge dele. Der skal helst være nok til alle i et område, når man uddeler nødhjælp, hvis man skal undgå desperate og forståelige optøjer, og det kan vi ikke helt være sikre på, at vi kan levere. Men der er 11 fly i kø til at lande med 64 tons telte, presenninger, køkkensæt, tæpper og lignende.

Peter og Peter er ved at få styr på lufthavnen

Makkerparret Peter og Peter fra Danmark dukker op. Dem har vi ventet længe på. Det er et par brede fyre, der begge ligner en mellemting mellem en portør på et hospital og en udsmider på en irsk pub. De ankom i går og har været på arbejde i tolv timer i dag. Deres job er at få lufthavnen til at fungere, og lige nu er det en stor udfordring at få landingstilladelser nok til de mange store fly i den lille lufthavn.

'Det skal vi nok få styr på', siger de uden at blinke. 'Vi har talt godt med lufthavnsledelsen i dag, og vi forstår hinanden,' siger de. I dag har de fået et spansk fly ned med presenninger og lignende. Men den ene Peter undrer sig over, at man ikke lander om natten i lufthavnen. Det vil øge indstrømningen af nødhjælp markant - de vil fortsætte forhandlingerne med lufthavnen om, at få tilladelse til at lande om natten.

Foto: Saliendra Kharel