Dag 3 - Mødet med en ulykkelig mor

Hasna skal snart giftes. Men hun får ikke en bryllupsfest fyldt med glæde og kærlighed. For Hasna er kun 13 år (Billedet viser Hasnas lillesøster Sham). sham
 
 

Af Julie Lorenzen - 10. september 2015

Hendes mor Rawada er nødt til at gifte hende væk til en 25-årig mand for at have en mund mindre at mætte. Det er desværre ikke en ualmindelig situation for syriske flygtningepiger, der bor i Jordan.

Men som Rawada siger: ”Jeg har ikke andet valg”

Rawadas mand døde for halvanden år siden, og hun er nu alene om at forsørge sine fem børn. Ikke en let opgave for en syrisk flygtning i Jordan. Og slet ikke en enlig mor.

Jeg mødte Rawada og hendes familie i dag i byen Mafraq i det nordlige Jordan tæt på den syriske grænse. 

Mens hun fortæller, tænker jeg på, hvordan det må være at gifte sin datter væk, som stadig kun er et barn. Og til en mand, hun har mødt en enkelt gang.

Jeg tænker tilbage på, hvordan jeg selv var som 13-årig. Jeg havde aldrig haft en kæreste. Og det store emne blandt mine veninder og jeg var, hvad vi skulle sige, når vi ringede for at spørge, om vi skulle ses. Vi synes, vi var ved at være lidt for gamle til at spørge, om vi skulle lege. Men hvad skulle vi så sige? Vi havde jo egentlig mest lyst til stadig bare at lege, selvom vi forsøgte at være voksne. Tanken om at skulle giftes bort til en meget ældre mand i den alder virker fuldstændig absurd på mig.

Hasnas søskende går ikke i skole, for det er der ikke råd til. Hendes 12-årige bror gør rent på en restaurant for at tjene lidt penge til familien. Dermed bliver de nok desværre en del af ’Den Tabte Generation’. Og endnu et nummer i den triste statistik, der viser, at 47 procent af de syriske flygtningebørn i Jordan ikke går i skole. Hvilken fremtid venter der dem, når de hverken kan læse eller skrive?

Rawada græder, mens hun fortæller om sin situation i Jordan. Hun kan ikke betale huslejen på knap 1.900 kr. om måneden. Men det har udlejeren ikke meget forståelse for og truer med at smide dem ud. Det vil være en katastrofe. Sker det, er Rawada nødt til at tage sine børn med tilbage til det krigshelvede i Syrien, hun flygtede fra. Hun har ikke andre muligheder.

Mens hun fortæller sin historie, sidder hun med sin yngste datter Sham på skødet. Brune, bløde krøller hvirvler rundt om den lille piges yndige ansigt. Hun har en lyserød kjole på, der går ud forneden som en kirkeklokke. Hun smiler genert til os. Tanken om, at hun risikerer samme skæbne som sin storesøster om få år, får mit i forvejen triste humør til at falde adskillige grader på humør-skalaen. Det er ikke til at bære.

Men kommer der ikke mere hjælp til nærområderne, så mødre som Rawada kan sikre en bedre fremtid for deres børn, er jeg bange for, at også Sham ender med at blive barnebrud.

Næste gang du hører medierne og politikerne tale om ’flygtningebyrden’ og ’flygtningekrisen’ så tænk lige engang på Rawada og hendes børn. De er ikke en krise, de har en krise. Og den eneste byrde der tæller her, er byrden en mor må bære, når hun gifte sin 13-årige datter væk af nød.

Vi piber over, at der i disse dage kommer 3.000 flygtninge til Danmark. Her i Jordan bor der 630.000 syriske flygtninge, som forsøger at overleve, det bedste de kan. Men hjælpen bliver hele tiden skåret ned, fordi nødhjælpskasserne er tomme. En tredjedel af de syriske familier har lige mistet den fødevarehjælp, de var helt afhængige af. I dag er det kun 1 ud af 10 syriske familier i Jordan, som har en nogenlunde fornuftig fødevaresituation. Sidste år var det hver anden. Så stærkt går det ned af bakke for de syriske familier. Og det er desværre en udvikling, der fortsætter, hvis vi ikke gør noget.

Allerede nu er mange nødt til at flygte videre. Nogle tilbage til Syrien og andre videre til Europa i forsøget på at overleve med livet som indsats i faldefærdige joller over Middelhavet. Eller i borgerkrigens bomberegn.

De seneste par dage i Jordan og mødet med Wasdya, Rawada og de andre syriske flygtninge har gjort et varigt og uudsletteligt indtryk. Og i den grad åbnet mine øjne for, hvad det betyder, når vi taler om ’underfinansiering’ nærområderne. Det betyder mødre med tårer i øjnene, børn uden fremtid og sultne maver.

I nat flyver jeg hjem til Danmark. Hjem til mit trygge liv på Østerbro, min varme seng og min cafe-latte-to-go. Wasdya må forsat sove i et af de tre klamme kælderrum, sammenklemt mellem 13 andre. Og Rawada må tælle dagene til, hendes datter ikke længere bor hos hende, men hos en fremmed mand.

Tak fordi I læste med.