Dag 2: I dag var jeg tæt på at græde

Anders, Poul og jeg var på besøg hos Wasdya og hendes familie. De flygtede for tre år siden fra Homs - en af de byer, der er blevet totalt smadret under den syriske borgerkrig.
 
 

Af Julie Lorenzen - D. 9. september 2015

Da jeg spørger Wasdya, hvad hun tænker om sit liv som flygtning i Jordan, bliver hendes øjne våde. Og stemmen er grødet, da hun siger: ”Jeg har mistet håbet. Min situation her er en tragedie.”

Jeg får en klumpet fornemmelse i brystet, da mine øjne møder hendes fugtige blik.

Da jeg kigger over på hendes mand Mouhammad, tager han en papirserviet frem. Presser den mod øjnene for at kontrollere tårerne, der vil ned af kinderne.

Nu får jeg selv lyst til at græde. Voksne mænd, der græder, går bare lige i hjertekulen.

Mouhammad fortæller, at de har overvejet, om de skal tage tilbage til det krigshelvede, de er flygtet fra. For livet i Jordan bliver mere og mere håbløst for familien.

Som han siger: ”Vi vil hellere dø af bomber i Syrien, end af sult i Jordan”

Jeg lader lige den stå et øjeblik. Tror måske nok, jeg fik lidt gåsehud, da han sagde det. Det siger jo alt om det pres, syriske flygtningefamilier i nærområderne lever under, fordi der ikke er penge nok til at hjælpe dem.

Faktisk rejser 50-60 syriske familier i Jordan dagligt tilbage til Syrien. De kan ikke overleve her under den nuværende situation.

I forrige blog lovede jeg at sætte ansigter på nogle af de mange mennesker, medierne og politikerne omtaler som ”flygtningekrisen” og ”flygtningebyrden”. Så hvem gemmer sig bag disse begreber, der reducerer mennesker til tal og abstraktioner?

Wasdya er 36 år og er gift med Mouhammad. Sammen har de fire børn i alderen 4-15 år. Før krigen brød ud i Syrien, havde de et godt og trygt liv. De boede i et dejligt hus og havde råd til at opfylde alle deres basale behov. Mouhammad var embedsmand, og der var penge nok. Det havde aldrig strejfet familien, at de en dag skulle blive helt afhængige af nødhjælp.

Så begyndte folk at blive dræbt i gaderne. Og den trygge hverdag blev afløst af frygt og vilkårlige fængslinger. 

Familien måtte væk. Først til en flygtningelejr i Syrien. Men da bomberne forfulgte dem dertil, flygtede de til Jordan.

I dag er huset afløst af tre klamme kælderrum med mugbefængte vægge, hvor Wasdyas familie bor med ni andre familiemedlemmer. 14 mennesker stuvet sammen i et kaos af madrasser og senge. Et vinrødt stofgardin er eneste dør til en form for privatliv for Wasdya og Mouhammad.

Klaustrofobien strammer sig sammen om mig. Tænk at være tvunget til at bo her med sine børn uden at vide, om det er for altid.

Har svært ved at forestille mig børnefamilierne på Østerbro, hvor jeg bor, leve under sådanne forhold. Hvor frisk morgenbrød fra Meyers og en cafe-latte-to-go er lige så utopisk som at vende tilbage til et fredeligt Syrien i nærmeste fremtid.

For nyligt fik Wasdya og hendes familie mere end halveret den hjælp, de havde at leve for. Nødhjælpskasserne er drænede, så færre mennesker får nu mindre end før. Wasdyas familie får lidt penge af Røde Kors og FN, men det er langt fra nok til at brødføde de 14 mennesker i kælderrummene. Derfor har de måttet skære de daglige måltider ned til to.

Jeg tænker på, hvordan vi derhjemme går i selvsving over 5:2 kure, Palæo-kost og hvad ved jeg i drømmen om den perfekte krop. Her er drømmen at holde kroppen i live.

Wasdya og hendes familie er hverken en ”byrde” eller en ”krise”. Og langt fra begreber og tal. Næ, de er mennesker, som græder over deres ødelagte liv. Som drømmer om igen at få deres eget hjem og en uddannelse til børnene. Og som trods en håbløs situation stadig har overskud til at invitere tre fremmede indenfor.