Dag 1: ankomst til Jordan

Jeg sidder lige nu i et fly på vej til hovedstaden Amman i Jordan. De næste tre dage skal jeg sammen med generelsekretær Anders Ladekarl og fotograf Poul Madsen sætte fokus på et kæmpe og voksende problem: At de nærområder, der lige nu huser 95 procent af de syriske flygtninge på flugt fra borgerkrigen, er ved at løbe tør for penge. IMG 0913
 
 

Af Julie Lorenzen - 8. september 2015

Det har store og helt uoverskuelige konsekvenser for de cirka fire millioner syriske flygtninge, der bor i Jordan, Libanon, Tyrkiet, Irak og Egypten. For det er nemlig kun cirka 50 procent af behovene for humanitær hjælp, som er dækket. De humanitære kasser af suget tomme af de konstant voksende behov i kølvandet på fem års blodig borgekrig i Syrien. Og trods opstemte politiske løfter om mere hjælp i nærområderne, fortsætter kløften mellem behov og hjælp bare med at stige. I takt med at de syriske flygtninges situation bliver mere og mere desperat.

I Jordan, hvor vi lander om to timer, er cirka hver 10. indbygger en syrisk flygtning – det gør Jordan til det land i verden med det andet højeste antal flygtninge pr indbygger.

Jeg er spændt på at komme tilbage til ørkenstaten. Da jeg var her sidst i 2008, var borgerkrigen i Syrien endnu tre år ude i fremtiden. Her var ingen tiggende, syriske flygtninge i Ammans gader. Ingen flygtningelejre med femcifrede indbyggertal. Og det var især muligheden for at besøge oldtidsbyen Petra, tage på ørkensafari og dykke i Det Røde Hav, der drev folk til Jordan. Ikke et desperat behov for at komme til en sikker havn og redde livet på flugt fra en syg krig.

Jeg tænker på, om jeg fysisk vil kunne se en forandring i gadebilledet. Vil det nu også være fyldt med de triste, apatiske blikke og fremstrakte syriske hænder, jeg netop har set i Istanbul og Beirut. Hvor små børn uden sko sidder på gaden fra tidlig morgen til aften og spiller på billige legetøjsinstrumenter i plastik for at tjene en skilling. Jeg er bange for, det er præcist det, jeg kommer til at se de næste tre dage.

For de nedslående fakta er, at 68 procent af de syriske familier i Jordan lever under fattigdomsgrænsen. At 85 procent af dem mangler mad. At 47 procent af de syriske børn ikke går i skole. Og at 24 procent af flygtningene i en rundspørge, FN foretog for nyligt, fortalte, at der snart ikke var andre muligheder for dem end at vende tilbage til borgerkrigshelvede i Syrien.

Det er sgu trist.

Jeg ser frem til at få sat ansigter på nogle af de mange mennesker, vi i medierne hører omtalt som flygtningekrisen, flygtningebyrden og flygtningestrømmen. Gad vide, hvordan det er at blive kaldt en krise, en byrde og en strøm, når man flygter for sit liv. Og egentligt bare drømmer om at skabe sig et liv langt borte fra tøndebomber og mortergranater. Fra sønderbombede huse og sult. Og tage til et sted hvor ens børn kan spise sig mætte i andet end græs og trygt lege i gaden uden risiko for at blive slået ihjel.

For at være flygtning er jo egentligt bare et begreb. Bag gemmer der sig mennesker – mænd, kvinder og børn – der er lige som dig og mig. Med drømme, håb, angst, frygt og et ønske om at skabe sig det bedst mulige liv.

Jeg glæder mig til at vise jer, hvem de er.