Jeg var få sekunder fra at dø

Charlotte Dong McIntyre var udsendt som sygeplejerske i det krigsramte Tjetjenien i 1996, da ukendte gerningsmænd brød ind til en gruppe sovende hjælpearbejdere og dræbte seks. Det her er hendes historie. 2010-17-12_Charlotte Dong 02A
 
 

Fortalt til Troels Donnerborg

Jeg vågnede klokken tre om natten ved, at jeg hørte min norske kollega Gunhild skrige nedenunder. Jeg kunne tydeligt høre, at det var alvor. Der var nogle dumpe lyde, og kort tid efter løb nogle op af trappen.

De begyndte at banke på min dør. Den var låst. Det var en aggressiv banken, så jeg tror, de har brugt enden af geværet i håb om, at jeg ville låse døren op. Hvor længe de bankede ved jeg ikke - sekunder varer i evigheder i sådan en situation.

De havde skudt Hans og Nancy

Pludselig blev der stille, og jeg sad på min seng og tænkte: ’Hvad gør jeg nu?’ Jeg besluttede mig for at gå ud og se, hvad der var sket. Da jeg åbnede min dør, lå der en masse tomme patronhylstre ude på gangen, og der lugtede kraftigt af krudtslam.

Jeg gik ind til Hans, som var ingeniør fra Holland, og som havde værelse ved siden af mig. Han lå under dynen i sin seng, og var blevet skudt. Der var store mørkerøde plamager på dynen. Han så utrolig fredfyldt ud, så jeg tror ikke, han havde nået at opdage, at de kom ind, før det var for sent.

Derefter løb jeg ind til Nancy, som havde værelse skråt over for mig. Hun lå ved siden af sin seng. De havde skudt hende på nært hold, så hun var røget ud af sengen. Der kom stadig blod ud af hovedet. Efter det syn tænkte jeg, at nu skulle jeg ikke undersøge mere.

Kaldte efter hjælp

Jeg løb tilbage på mit værelse, lukkede døren og kaldte gennem min radio på min kollega Heidi. Jeg råbte: ’De er døde alle sammen, Heidi, kom og hjælp mig.’ Hun svarede, at hun var i færd med at finde ud af, hvad der var sket, og bare det, at hun svarede mig, vidnede om, at hun var uskadt. Og at hjælpen var på vej.

Vi fik en times tid til at pakke en kuffert, før vi skulle evakueres, og jeg kan huske, at jeg var helt forvirret, og tænkte på hvad jeg skulle have med hjem, og hvad jeg skulle lade blive. Og det er jo petitesser, man lige pludselig går op i forhold til, at man lige har reddet livet.

Ens kolleger er lige blevet dræbt, og så står man og tænker på, hvilken skjorte man skal have med hjem. En psykolog vil måske sige, at det er hjernens måde at overleve på.

Seks kolleger var døde

Det hele var meget uvirkeligt. Vi vidste, at seks af vores kollegaer var døde og én var såret. Dagene efter var vi alle meget chokerede, og vi græd og støttede hinanden.

Jeg var i en form for ekstase, fordi jeg lige havde reddet livet, men samtidig var jeg dybt ulykkelig over mine kollegaer, som lå i et lighus.

Jeg tænkte, at det ikke kan være rigtigt, at man tager ud for at hjælpe i en god sags tjeneste, og så ender bliver man med at blive skudt, og ikke komme hjem i live.

Det er et held, at jeg overlevede. Det kunne ligeså godt være at jeg var blevet dræbt den nat. Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg var så få sekunder fra at dø.

At den tanke så forsvinder lidt med tiden er noget andet, men lige efter sådan en oplevelse tænker man på, hvor skrøbeligt livet egentlig er.

LÆS: Så meget stiger antallet af angreb på nødhjælpsarbejdere

--

Episoden betegnes som en af de værste i Røde Kors’ historie – og vi har siden ændret en del på vores sikkerhedsprocedurer. Charlotte har siden episoden været udsendt for Røde Kors i bl.a. Kenya og Eritrea.

Få dage efter angrebet blev der ved Internationalt Røde Kors’ hovedkvarter i Geneve holdt en stor mindeceremoni for de seks dræbte hjælpearbejdere. To af de dræbte kom fra Norge, og resten kom fra henholdsvis Holland, Spanien, New Zealand og Canada.