”Jeg har ikke haft en god dag i fire år”

Shaha Najma Noujoum bor i telt på fjerde år. Hun er en af de 1.5 million syriske flygtninge i Libanon, der venter på bedre tider. Men for stadig flere virker ’bedre tider’ som en destination, de ikke har en adgangsbillet til. Kvinde Syrien Flygtning Rod
 
 

Af Lene Vendelbo

Shaha Najma Noujoum mangler flere af sine tænder, rynkerne er blevet til furer. Fem års krig og fire år i uvished om, om hendes mand er død er levende bag den syriske grænse, har sat sig sine spor hos den 39-årige kvinde og mor til seks.  

”Jeg har ikke haft en god dag i fire år – ikke siden jeg flygtede fra Syrien,” konstaterer Shaha Najma Noujoum. Hun taler hurtigt – lidt hårdt, som arabisk lyder for ører, der ikke er vant til at høre sproget.

Men Shaha Najma Noujoum er ikke hård. Hun er en kvinde i opløsning, som forsøger at klare sig igennem et liv, hvor dagene er indholdsløse.  ”Mine børn leger i sandet. Det er det eneste, der er.”  

Børnene går ikke i skole

Rigtig skolegang er en umulighed for børnene. Skolerne er enten private eller også er de for langt væk. Shaha Najma Noujoum kan ikke betale for skolegang. For mange som Shaha Najma Noujoum er det at bevæge sig over længere strækninger i Libanon også et problem.  

De skal nemlig vise papirer, når de passerer check points. Mange af dem har ikke de nødvendige papirer, da de er dyre at få fornyet, så de bliver, hvor de er.  

For Shaha Najma Noujoum betyder det denne lejr for syriske flygtninge i det nordlige Libanon. Her bor 55 familier i telte. De har boet her i et år.  

Plukker appelsiner på en heldig dag

Lejren ligger tæt ved den syriske grænse for enden af en jordvej, der inden krigen kun førte til landbrugsarealer. Nu bliver markerne lejet ud.   Hver familie betaler et beløb, der svarer til 1500 kr. om året for at bo på pløjemarken.   Det er Shaha Najma Noujoums ældste søn, der skraber pengene sammen til huslejen. Han er daglejer og plukker appelsiner, når han er heldig.  

Nu sover de ikke på jorden længere

Teltene har for nylig fået cementgulv. ”Før sov vi direkte på jorden,” fortæller Shaha Najma Noujoum.  Og i en libanesisk vinter, hvor temperaturen og bjergene indbyder til skiløb, betød det selvsagt sygdomme og et liv på trods. Røde Kors har også sørget for at opstille toiletter. Et til hver telt. Spildevandet bliver nu også ledt væk, så børnene kan have deres sandede jord i fred. ”Førhen døjede vi meget med diarré,” fortæller Shaha Najma Noujoum.  

Krigen har ændret børnene

Shaha Najma Noujoum begynder at tale gestikulerende med kvinderne omkring hende. Mændene er ikke at se nogen steder. Hun griner smittende, og kvinderne griner med. Shaha Najma Noujoum er tydeligvis en populær indbygger i lejren. Bare ikke hos sine børn.

”Krigen har ændret mine børn. De gør ikke, som jeg siger længere. De svarer igen, og når jeg råber, gør det ingen forskel.”  Smilet stivner i hendes ansigt og over den tatovering, som hun i ungdommelig kådhed lavede på sin hage, da hun var 20 år.  

”De er jo børn og spørger mig om slik, legetøj og nyt tøj, men jeg kan ikke give dem noget som helst.”  

Svært at tilpasse sig i Syrien

Shaha Najma Noujoum viser vej ned til familiens telt. Egentlig er det mere et skur, hvor en cementsokkel udgør et fundament, hvorpå familien har lagt tæpper i de to rum, som de bruger til henholdsvis at sove og opholde sig i.

Hjemmet er overdækket af presenninger, der beklæder træ. I køkkenet står den ældste datter og er ved at svitse løg.  

De andre børn passer sig selv, men selv om de ude af Shaha Najma Noujoums hår for nogle øjeblikke, slipper hun ikke bekymringen for dem.  

”Børnene har ikke gået i skole i fire år. Hvis vi nogensinde kommer tilbage til Syrien, bliver det svært for dem at tilpasse sig.”