Øjenvidneberetning fra den belejrede by Madaya i Syrien

Vores nødhjælpsarbejder Pawel i Syrien fortæller om mødet med de udmagrede indbyggere i den belejrede by Madaya i Syrien, som det lige er lykkedes os at bringe nødhjælp.Pawel Krzysiek
 
 

Pawel Krzysiek fortæller til Lene Vendelbo:

Allerede inden jeg kommer ind i den belejrede by Madaya, er det tydeligt, at byen er anderledes end andre byer i Syrien. Der er adskillige check points på vejen ind, så de 50 kilometers køretur fra Damaskus tager ni timer. Det, der engang var en ferieby for velhavende syrere, bærer nu tydeligt præg af heftige kampe. Ved byporten ser jeg en masse mennesker. Nogle smiler og vinker. Andre er enten udtryksløse eller forundrede over at se nogle udefra for første gang i månedsvis.

Vi standser, og jeg går hen imod den bygning, hvor vi skal mødes med de lokale myndigheder i byen. Vi skal aftale præcis, hvor og hvordan vi skal aflæsse nødhjælpen fra de 45 lastbiler, der venter uden for Madaya.  

Har I taget mad med?

En lille pige kommer imod mig og spørger med et stort smil.
”Har I taget mad med?”
Jeg kigger på hende. Hun står alene på trappen. Hun er omkring ti år. Håret er langt og sat op i en hestehale. Hun er tynd og med rander under de brune øjne.
”Ja. Det har vi,” svarer jeg på arabisk.
”Men hvor er det så?” vil hun vide
Jeg smiler. ”Det kommer snart,” siger jeg.

Jeg giver hende et kram, inden jeg går ned i kælderen, hvor mødet skal finde sted. Det var dejligt at møde hende og hendes smil. Jeg tænker, at hun har alt for lidt tøj på, for temperaturen er på vej under frysepunktet. Ingen jakke, men bare joggingbukser og en lyserød sweater.

Da det hele er forhandlet på plads, begynder lastbilerne langsomt at køre ind i byen. Vi har alt fra ris, dåsefisk, bønner, mælkepulver, medicin til tæpper med. Vi står for aflæsningen, de lokale for uddelingen.

Mærkelig stemning
Det begynder at regne, mens jeg går rundt i byen. Det er helt mørkt nu, for der er ingen elektricitet. Det eneste, der lyser op, er forlygterne på vores biler og olietønderne, hvor folk brænder affald for at holde varmen. Det skaber en mærkelig stemning.

Jeg møder folk på gaderne. Mange har en usund ansigtsfarve. De er mørke omkring øjnene.
”Vi har kun spist vand med krydderier den sidste uge. Har du mad med?” spørger de.

Nogle græder.  Andre er rasende over deres situation, men det varer kun kort. Det virker som om, at det de har brug for, er at sige tingene højt til nogen udefra. Jeg kan godt forstå dem. Forstå desperationen.

Giver indbyggerne en stemme
Jeg er meget opmærksom på at tage deres historier med til omverdenen. I løbet af natten lytter jeg til mange historier, trøster og opmuntrer. Det er mennesker, som indtil for kort tid siden levede et liv som dig og mig. De havde jobs og et liv. Nu sulter de og kan ikke bare lave en video på deres iPhone og fortælle verden om deres problemer. Det er min opgave at give Madayas indbyggere en stemme.

Da nat bliver til dag, sidder jeg igen i bilen på vej ud af Madaya. Jeg tænker på den lille pige med det dejlige smil. Mødet med menneskene i Madaya har været hjerteskærende. I de tre år, jeg har arbejdet i Syrien, er det, det værste, jeg har mødt.
”Mon vi får lov til at komme igen?” Den tanke bliver ved med at snurre i mit hoved, for hvis vi ikke gør, er indbyggerne i Madaya ilde stedt, når nødhjælpen slipper op.

Et øjeblik
Den syriske by Madaya har været belejret i mange måneder, og hjælpeorganisationerne har ikke haft adgang til at uddele nødhjælp. Kommunikationsmedarbejder Pawel Krzysiek fra Internationalt Røde Kors var en af de første hjælpearbejdere, der 11. januar for første gang siden oktober fik adgang til Madaya med en nødhjælpskonvoj. Her fortæller han om det øjeblik, hvor han mødte nogle af byens 40.000 sultende indbyggere.

Hør Pawels beretning inde fra Madaya her: 

65 lastbiler fyldt med nødhjælp

Vi har nu aflæsset 44 lastbiler fyldt med nødhjælp til de 42.000 indbyggere og 17.600 flygtninge i Madaya, og 21 lastbiler med nødhjælp i Foua og Fekraya. Vi var med til at uddele:

  • medicin (inkl. operationsudstyr)
  • tæpper
  • modermælkserstatning og særlig ernæring til børn
  • mad
  • Afgørende sundhedsudstyr

1400 kroner for et kilo ris

Hjælpen var meget, meget tiltrængt. Mange fortalte, hvordan de ikke havde spist i fem dage og havde været uden brød de seneste fem måneder. Folk kogte vand med salt og krydderier for bare at få noget i maven.

De har ikke haft adgang til mad. Det var dog lykkedes enkelte at skaffe ris, men de måtte 200 dollar per kilo! Og 150 dollar for et kilo sukker.

En enkeltstående operation er ikke løsningen. Der er brug for jævnlig og uhindret adgang til Madaya, Foya, Fekraya og de mange andre områder i Syrien, der er afskåret fra humanitær hjælp.