En mor

Som skuespiller lærte Laura Christensen i en tidlig alder at være opmærksom på sig selv. Men da hun blev mor, ændrede noget sig i hende. Hvad det var, opdagede hun på en rejse til Syriens naboland sidste år.Laura Christensen
 
 

09.06.2016. Af Troels Donnerborg. Foto: Camilla Stephan

Laura Christensen kigger ud af ruden i bussen og undrer sig. Der sidder børn i siden af vejen. Nogle af dem i papkasser. Det er koldt, og det regner, men de har sommertøj på.  Og bare fødder.

”Er det normalt?” spørger hun.

Hendes tyrkiske guide bliver perpleks. Undskylder, fordi han tror, hun væmmes ved det.

”Nej nej,” siger hun så.

”Ikke sådan. Jeg mener bare: Er det normalt, at der er så mange flygtninge?”

En smule naiv

Det er januar 2015. Det er før, flygtningestrømmen fra Syrien når de danske motorveje og medier. Før danske turister begynder at arbejde som frivillige på den græske ø Lesbos. Før politikerne begynder at stramme den danske flygtningepolitik. Der er kommet flere syriske flygtninge til Tyrkiet end noget andet land i verden. De er tydelige i gadebilledet i Istanbul, og det chokerer skuespilleren Laura Christensen, der er her for at optage en tv-serie.

Støt vores arbejde med at hjælpe syriske flygtninge

Hun har godt nok fulgt krigen i Syrien i fjernsynet. Og hørt sin far, der forsker i Mellemøsten, fortælle om, hvor trist det er, at området på den måde falder fra hinanden. Men hun havde ikke regnet med at se flygtningestrømmen så konkret og massivt i Tyrkiet. Og se de mange børn i nød.

”Det er ikke for at lyde naiv,” siger hun i dag, da hun sætter sig om ved spisebordet i sin lejlighed på Østerbro i København blot en halv kilometer fra sit barndomshjem.

”Men måske var det lidt naivt. Jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at det stod så slemt til.”

Eksotisk dansk kernefamilie

Hendes egen barndom kunne ikke have været længere væk fra de syriske flygtningebørns. Den tog udgangspunkt i et helt almindeligt kartoffelrækkehus på Østerbro i København.

Hendes forældre havde godt nok lagt persiske tæpper på gulvene, sat krummelurede tegninger op på væggene og dækket bordet med blomstret, arabisk porcelæn. Omkring aftensmadstid kom dufte af safran, spidskommen og hvidløg snigende op ad trappen til hendes værelse på 2.salen, hvor hun som regel legede med barbiedukker og sin lillesøster.

For hendes forældre havde været på utallige rejser til Mellemøsten, før de fik hende, og Laura Christensen vidste på den måde godt, der var en verden uden for Østerbro. Hun vidste også godt, den kunne være skræmmende og utryg. For hendes far forsømte ikke en mulighed for at konstatere, at de var heldige at bo i Danmark.

Sådan hjælper vi syriske flygtninge i belejrede byer

Men verden kom aldrig trampende konfrontatorisk ind i hendes barndomshjem eller fik lov at fylde. Den blev stilfærdigt lukket ind stuen via TV-avisen i små doser. Og hvis man tog tæpperne af gulvene, tegningerne af væggene og porcelænet af bordene, var der tale om en almindelig, dansk kernefamilie, der tog i sommerhus og brugte tid sammen, når der var ferie. Så hendes barndom var primært lykkelige stunder med familien på stranden. En dagligdag på en folkeskole. Og forældre, der insisterede på, at komme hjem i ordentlig tid og opføre sig kærligt og pænt over for andre.   

Bulgur og lyserøde Converse-sko

Konfrontationerne stod hun selv for. Hun diskuterede, om bulgur kunne spises. Hun forlangte at få lyserøde Converse-sko. Hun stak sin mor fuck-fingeren, når hun ikke måtte gå til fest som de andre. Hun græd til Svanesøen allerede som treårig. Følelserne bar hun uden på. Så det var på en måde naturligt, at det var skuespillet, der fangede hende ind allerede i en alder af ni.

”Det var total selvforglemmelse at spille skuespil,” siger hun i dag.
”Jeg husker det som om, vi hele tiden skulle lege. Jeg kunne forsvinde fuldstændigt ind i det.”

Laura Christensen fik en stor rolle i tv-serien Riget og i spillefilmen ”Min Fynske Barndom” om Carl Nielsen, så skuespillet blev hurtigt en del af hendes identitet. Ligesom andre gik til håndbold og fodbold, blev det hendes hobby at være væk et par dage fra skolen for at optage scener. Som 12-årig medvirkede hun i tv-serien Taxa, der blev et kæmpe seer-hit, og med årene har livet som skuespiller sat hende i endnu stærkere kontakt med sine følelser.  Men det har også betydet, at hun har dyrket sit ego, mener hun.

”Vi skuespillere er sgu lidt egoistiske og nok også mere selvoptagede end andre mennesker. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde.”

”Men man er sit eget instrument, og derfor er man også nødt til at være meget opmærksom på sig selv,” siger hun

Det mest afgørende valg

Alt det ændrede sig med et slag, da hun blev mor. Hun var 26 år, og det var planlagt. Men hun havde ikke forudset, hvordan hun ville ændre sig.

”Det mest afgørende valg for mit liv har været at få Jakob,” indleder hun.  
Intet var længere det samme.

Laura Christensen måtte sætte sig selv til side og sige nej til roller allerede, da hun blev gravid. Og hun måtte se til, mens hendes mand Thomas udlevede sin karriere, og hun selv var bundet af den nye identitet som mor.  

Hvad ændrede sig i dig?

”Det prøver jeg stadig at finde ud af …”

Hun holder interviewets længste pause. Kigger i retningen af den sorte Trip Trap stol med Starwars klistermærkerne for bordenden. Så siger hun:

”Jeg tror ikke, jeg bare ubetinget synes, det har været nemt at blive mor. Man ved ikke ved, hvad det vil sige at få et barn … man er ikke længere sig selv. Men det er jo også fantastisk: At man opdager noget, der er vigtigere end en selv. ”

Har det haft en betydning for dit ego?

”Ja det har det da. Det hele bliver ligesom centreret omkring det barn. Så det bliver det her med at få rollerne til at passe sammen: Hvem er jeg som menneske, når jeg også er mor? Jeg fik en anden rolle. Det gik op for mig, hvilket ansvar jeg havde. For et lille liv. Den rolle, jeg spiller i det lille menneskes liv, og det ansvar jeg har, er vigtigere end mig selv.”

Jeg så mit eget barn

Netop mor-rollen blev afgørende sidste år, da hun går rundt i Istanbul for første gang med sin fars og mors romantiske fortællinger om det smukke land i tankerne. For mens hun forsøger at spille skuespil under optagelserne, går det op for hende, at krigen i Syrien har ændret Istanbul fuldkommen.

Overalt er der børn i nød, der har brug for hjælp. Og da hun i en pause ser en fem-seks-årig pige bevæge sig ud på en tresporet motorvej for at nå over til nogle større børn på den anden side af vejen, bliver det for meget. Hun mister koncentrationen.

”Hun var på min søns alder, så jeg så jo mit eget barn,” husker hun.  

Sådan påvirker sult syriske børn

”Jeg kunne ikke holde det ud. Da jeg så hende bevæge sig ud, tænkte jeg bare: Jeg tror lige, jeg skal med dig, for det der skal du ikke alene. Men da der så er gået to sekunder, kunne jeg se, at hun kunne selv. Det gjorde hun hver eneste dag. Hele tiden. Og det er jo i sig selv trist: At en pige på fem-seks år kan finde ud af at krydse en tresporet motorvej alene. At hendes mor og far ikke er der.”

Får det dårligt

Tilbage på hotelværelset i Istanbul får hun det dårligt. Hun har arbejdet 11-12 timer ude i byen i løbet af dagen, men har ikke gjort noget for at hjælpe. Bare været der og spillet skuespil. Det skal være løgn, beslutter hun. Så da hun kommer tilbage til Danmark, sætter hun sig som det første og skriver en mail til Røde Kors.

”Jeg skriver, da jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal henvende mig ...,” starter den.

”Jeg har selvfølgelig doneret penge på jeres hjemmeside, men hvis jeg kunne hjælpe i kraft af, at jeg er skuespiller og nogle gange er i medierne, så vil jeg gerne det. Lad mig endelig vide, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre og i så fald, hvordan jeg hjælper jer med at hjælpe de syriske flygtninge.”

Behov for at gøre noget

Siden Laura Christensen skrev mailen, har hun lavet sin egen indsamling på Røde Kors’ hjemmeside. Hun har meldt sig som frivillig til at være ven for en flygtning. Hun deler fast indhold fra Røde Kors på sociale medier som Facebook og Instagram, og hun vil i det hele taget bare gerne bære budskaber om behovet for hjælp til syriske flygtninge ud i hele Danmark.  

Du kan også hjælpe syriske flygtninge

”Jeg tror ikke, jeg er disponeret for at gøre noget særligt, og jeg er jo trods alt ikke taget til hverken Lesbos eller Syrien. Men jeg er sikker på, at de fleste mennesker ville have haft behovet for at gøre noget, hvis de havde set alle de små børn der rendte rundt på gaden på den måde,” siger hun.

”Den mail handler bare om, at jeg ikke kan lade det passere. Jeg kan ikke se det uden at forsøge at stille mig til rådighed på en eller anden måde,” siger hun.

Men bag hendes drivkraft, lurer frustrationen også.

”Jeg kan jo ikke gøre så meget, som jeg gerne ville. Selv om jeg får lyst til at sige, at de her børn kan sove på mit værelse, kan jeg jo ikke gøre det. Men jeg skal gøre opmærksom på, hvad jeg har set, for rent menneskeligt er det så forfærdeligt. Jeg bliver nødt til at gøre NOGET. Det koster mig kun tiden. ”