Da jeg ankom til Syrisk Røde Halvmånes kontor i går, blev jeg med det samme taget med til koordinationsrummet, hvor nødhjælpskoordinatorer havde meget travlt med at forberede tre forskellige konvojer til Madaya og andre indesluttende områder. De kommer forhåbentlig ind med nødhjælp i løbet af de næste par dage.

Det er et vanvittigt kompliceret spil at få disse konvojer til at lykkes. Så mange parter skal give deres godkendelse. Forud for en konvoj er gået talrige forhandlinger med de krigende parter, der er til stede i det område, konvojen skal køre. Det vil jeg gerne prøve at beskrive, så I kan få en idé om den logistik og de fantastiske frivillige, der er grunden til, at hjælpen kan komme frem.

I Syrien er der mere end 1000 forskellige oprørsgrupper og mange militære enheder på styrets side. Med dem skal der både forhandles om, hvor meget nødhjælp, der må køres ind, og hvad lastbilerne må indeholde. Lige nu handler kabalen om, at der skal fuldstændig det samme frem til oprørs- og regeringskontrollerede områder.

Hjælp til de indesluttede områder er desværre blevet meget politisk og "noget for noget". Skal oprørskontrollerede områder have hjælp, så skal regeringskontrollerede ditto have nøjagtig den samme hjælp på det samme tidspunkt. 

Når en aftale så er på plads, skal lastbilerne læsses med den aftalte nødhjælp - ofte flere steder - fordi både FN og Røde Kors leverer nødhjælp til konvojerne. De fyldte lastbiler kontrollerer og forsegler myndighederne, så vi ikke skal stoppe ved checkpoints undervejs.

Når lastbilerne endelig får lov at køre afsted, må de frivillige ofte selv fjerne de sidste vejspærringer for at komme frem, og hele tiden kører der observationsbiler i forvejen for at sikre, at alt er i orden. Når så konvojerne er fremme, afleveres nødhjælpen til lokale frivillige, der står for distributionen og for at sikre, at det er de mest nødlidende, der får. Det kan i sig selv være svært, fordi mange gerne vil have fingre i nødhjælpen. Men vores frivillige er benhårde. Bliver hjælpen misbrugt, kommer vi ikke igen.

I dag besøgte jeg nogle af de frivillige, der kører konvojerne. Der er skønt at se, at de holder modet oppe trods mange komplicerede producerer. De er klar til afgang i nat eller i morgen tidlig. Lastbilerne er klar med hjælpen. Og de frivillige er klar til at uddele den.

At få konvojer frem til indesluttede områder i Syrien er et kæmpe puslespil. Det fik jeg for alvor at se i dag. Men trods det kæmper de frivillige videre. Nødhjælpen skal frem.

Da jeg ankom til Syrisk Røde Halvmånes kontor i går, blev jeg med det samme taget med til koordinationsrummet, hvor nødhjælpskoordinatorer havde meget travlt med at forberede tre forskellige konvojer til Madaya og andre indesluttende områder. De kommer forhåbentlig ind med nødhjælp i løbet af de næste par dage.

Det er et vanvittigt kompliceret spil at få disse konvojer til at lykkes. Så mange parter skal give deres godkendelse. Forud for en konvoj er gået talrige forhandlinger med de krigende parter, der er til stede i det område, konvojen skal køre. Det vil jeg gerne prøve at beskrive, så I kan få en idé om den logistik og de fantastiske frivillige, der er grunden til, at hjælpen kan komme frem.

I Syrien er der mere end 1000 forskellige oprørsgrupper og mange militære enheder på styrets side. Med dem skal der både forhandles om, hvor meget nødhjælp, der må køres ind, og hvad lastbilerne må indeholde. Lige nu handler kabalen om, at der skal fuldstændig det samme frem til oprørs- og regeringskontrollerede områder.

Hjælp til de indesluttede områder er desværre blevet meget politisk og "noget for noget". Skal oprørskontrollerede områder have hjælp, så skal regeringskontrollerede ditto have nøjagtig den samme hjælp på det samme tidspunkt. 

Når en aftale så er på plads, skal lastbilerne læsses med den aftalte nødhjælp - ofte flere steder - fordi både FN og Røde Kors leverer nødhjælp til konvojerne. De fyldte lastbiler kontrollerer og forsegler myndighederne, så vi ikke skal stoppe ved checkpoints undervejs.

Når lastbilerne endelig får lov at køre afsted, må de frivillige ofte selv fjerne de sidste vejspærringer for at komme frem, og hele tiden kører der observationsbiler i forvejen for at sikre, at alt er i orden. Når så konvojerne er fremme, afleveres nødhjælpen til lokale frivillige, der står for distributionen og for at sikre, at det er de mest nødlidende, der får. Det kan i sig selv være svært, fordi mange gerne vil have fingre i nødhjælpen. Men vores frivillige er benhårde. Bliver hjælpen misbrugt, kommer vi ikke igen.

I dag besøgte jeg nogle af de frivillige, der kører konvojerne. Der er skønt at se, at de holder modet oppe trods mange komplicerede producerer. De er klar til afgang i nat eller i morgen tidlig. Lastbilerne er klar med hjælpen. Og de frivillige er klar til at uddele den.