Den perfekte fødsel

Da Karina Andersen skal føde for første gang, ligger hendes barn ikke helt rigtigt. Heldigvis føder hun ikke i en afrikansk hytte men på et dansk hospital omgivet af uddannet personale. Det er en "sikker" dansk fødsel.
 
 

17.02.14. Kl. 10:30. Tekst: Julie Lorenzen. Foto: Heidi Maxmilling.

Billede 1

34-årige Karina Andersen hviler sig mellem veerne. Vandet gik kl. 00.50, og hun er nu så småt i gang med at føde sit første barn Birk på Nordsjællands Hospital. Hendes mand Peter sidder ved hendes side under hele fødslen.

”Du er så sej skat,” siger han flere gange og aer hende over lænden for at lindre smerterne.

Billede 2

Birk har ikke lagt sig helt rigtigt. Det kan gøre det svært at få ham ud og i sidste ende resultere i akut kejsersnit. Derfor har fødselspersonalet lagt Karina på alle fire for at få ham til at vende sig. Hun er i sikre hænder – i Danmark har personalet både mulighed for at bruge sugekop eller udføre kejsersnit, hvis barnet ikke kan komme ud.

Det er der ofte ikke mulighed for i verdens fattigste lande. Her dør mange kvinder af langvarige fødsler, fordi barnet ikke kan komme ud.

Billede 3

Hver gang fødselspersonalet går ind og ud af fødestuen afspritter de deres hænder. Og de vasker hyppigt hænder i vand og sæbe. Alt fødselsudstyr er dampet ved 122 grader for at gøre det sterilt. God hygiejne er helt afgørende for, at den fødende kvinde og hendes barn ikke får infektioner.

Hjælp fattige gravide - start onlineindsamling i dag

I verdens fattigste lande er hygiejnen ofte dårlig – fx hvis fødselshjælperen ikke har handsker til rådighed, eller fødselspersonalet kun har det samme beskidte håndklæde at tørre hænder i. Derfor er infektioner en af de hyppigste årsager til, at kvinder her dør i forbindelse med fødslen.

Billede 4

Jordemoder Rikke Strangholt undersøger Karina for at mærke, om Birk har vendt sig rigtigt. Det har han ikke endnu.

Der er konstant jordemødre omkring Karina, som tjekker, at alt forløber som det skal. Fødselslægerne sidder lidt længere nede af gangen og kan komme med minutters varsel, hvis der opstår komplikationer.

I verdens fattigste lande er det kun 46 procent af kvinderne, der føder med uddannet fødselspersonale omkring sig.

Billede 5

Inden fødslen går i gang, forbereder jordemoder Rikke Strangholt en sprøjte med stoffet Syntocinon. Den skal Karina have lige efter fødslen, fordi stoffet forebygger blødninger. 

Billede 6

Birk har nu lagt sig rigtigt, og Karina har fået presseveer.

”Lige om lidt ligger han på din mave,” siger jordemoderen Rikke opmuntrende mellem presseveerne.

”Det har du sagt længe,” brøler Karina blodrød i ansigtet af at presse.

Omkring hende er to jordemødre, en jordemoderstuderende samt en fødselshjælper, som alle er der for at sikre, at fødsler forløber, som den skal. Det gør den.

Billede 7

Kl. 14.58 kommer Birk til verden og bliver lagt op på sin mors mave. Det er nu helt afgørende, at Karinas livmoder trækker sig sammen, ellers kan hun få alvorlige blødninger. Jordemoderen Rikke mærker på Karinas livmoder.

”Blødningen er stille og rolig,” konstaterer hun.

I verdens fattigste lande er blødninger en af de hyppigste årsager til, at kvinder dør i forbindelse med fødslen. Det skyldes bl.a., at fødselshjælperne ikke ved, hvordan de skal klemme sammen om livmoderen for at stoppe alvorlige blødninger. Men også at der langt fra altid er den rette medicin til rådighed. En rask kvinde kan bløde ihjel på to timer

Billede 8

Et par minutter efter fødslen føder Karina moderkagen. Det er vigtigt, fordi livmoderen ikke kan trække sig sammen, hvis ikke moderkagen er ude. Og så kan der opstå alvorlige blødninger.

Hvis der sidder et stykke af moderkagen eller andet væv tilbage i underlivet, kan lægerne omgående køre den nybagte mor på operationsstuen og fjerne det.

Det er ofte ikke en mulighed i verdens fattigste lande, hvor mange kvinder føder hjemme og ikke på et hospital.

Billede 9”Avvvv, avvvv,” skriger Karina. Jordemoderen er i gang med at sy hende, fordi hun under fødslen er sprækket i underlivet. Hun skal have et par sting for at sikre, at der ikke opstår alvorlige blødninger.

Billede 10

”Du er så fin skatter,” siger Karina og kigger lykkeligt på sin nyfødte søn. Birk vejer 3930 gram og måler 54 cm. Fødslen er forløbet fuldstændig uden komplikationer. Karina har været i gode hænder hos det uddannede personale på Nordsjællands Hospital.

På de 10 timer og 47 minutter Karina lå på hospitalet for at føde Birk, er 354 fødende kvinder omkommet i verdens fattigste lande.